Andre erstatninger

Udover loven om arbejdsskadesikring kan du være omfattet af andre forsikringer, som måske dæker i forbindelse med en arbejdsskade:
 
  • Din egen private heltidsulykkesforsikring
  • Lov om erstatningsansvar
  • Forsvarets Særlige Erstatningsordning for udsendte til internationale operationer

Privat heltidsulykkesforsikring - husk at anmelde

Har du selv tegnet en heltidsulykkesforsikring, dækker den både i fritiden og på arbejdet. Derfor har du mulighed for at søge om erstatning for din arbejdsskade.

Får du en arbejdsskade, skal du selv anmelde skaden til dit forsikringsselskab. Det sker nemlig ikke automatisk! Venter du med at anmelde skaden, risikerer du, at dit krav forældes.

Hvad kan du?

Om du kan få erstatning fra dit forsikringsselskab, afhænger af din personlige forsikring.Nogle får erstatning, hvis Arbejdsskadestyrelsen fastsætter et varigt mén på mindst 5 procent. Andre får først ret til godtgørelse, hvis varigt mén er 10 procent.

Du kan se, hvad der gælder for dig i din police eller få det oplyst hos dit forsikringsselskab.

Lov om erstatningsansvar

Hvis din skade kan "bebrejdes nogen", kan du søge om erstatning via loven om erstatningsansvar. Du kan for eksempel bebrejde forsvaret hvis:

  • skaden sker, fordi forhindringsbanen ikke er vedligeholdt
  • du bliver beordret til arbejdsopgaver, du ikke er uddannet til - og kommer derfor til skade
  • du bliver sat til arbejde uden det nødvendige sikkerhedsudstyr
  • du falder og kommer til skade, fordi der ikke er ryddet sne efter reglerne

Selvom din skade sker i arbejdstiden, er det langt fra altid, at det er nogens skyld. Men du bør overveje, om nogen kan bebrejdes. Du kan eventuelt kontakte din lokale arbejdsmiljørepræsentant, hvis du er i tvivl om reglerne er overholdt.

Hvad skal du gøre?

Det er dig, der skal bevise, at forsvaret er ansvarlig for skaden. Det kan være nødvendigt at ”sikre beviset” , for eksempel i form af billeder af hullerne på løbebanen eller navne på vidner. Få eventuelt hjælp af din lokale arbejdsmiljørepræsentant.

Du skal også selv søge om erstatning. Det gør du ved Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor. Du kan få hjælp af din arbejdsmiljørepræsentant - find ham eller hende via "Find din tilidsvalgte i højre side eller på kommandokontoret.

 

Hvad kan du få?

Loven om erstatningsansvar dækker i modsætning til arbejdsskadesikringen også midlertidige tab som følge af en skade. Det vil sige, at du udover din erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen også kan få dækket:
 
  • Godtgørelse for svie og smerte. Du kan få et skattefrit beløb pr. dag i den periode, du er sygemeldt på grund af skaden
  • Dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste, for eksempel tabt øvelsestillæg eller merarbejdstillæg, hvis aktiviteterne allerede var planlagte. Har du et bijob, hvor du ikke får løn under sygdom, kan du også få dækket tab derfra
  • Ødelagte personlige genstande som tøj, ur, telefon mv.
Er din skade så alvorlig, at du får erstatning for tab af erhvervsevne, vil erstatningen være højere efter lov om erstatningsansvar end efter arbejdsskadesikringen. I givet fald får du differencen mellem arbejdsskadeerstatningen og erstatning efter erstatningsansvarsloven.
 
Vil du vide mere om erstatning efter erstatningsansvarsloven, så kontakt Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor.
 
 

Forsvarets Særlige Erstatningsordning

Hvis du kommer til skade under en udsendelse, og du får et varigt mén på mindst 5 procent, er du også berettiget til godtgørelse efter Forsvarets Særlige Erstatningsordning for udsendte til internationale operationer.
 
Det er ikke altid, at Forsvarets Arbejdsskade- og Erstatningskontor får oplysninger om, at du har en anerkendt arbejdsskade. Du skal derfor kontakte dem, hvis du får tilkendt et varigt mén på 5 procent eller derover.
 
Du kan også selv direkte søge om godtgørelse efter Forsvarets Særlige Erstatningsordning. Er din skade anerkendt af Arbejdsskadestyrelsen, er du sikker på at være berettiget til godtgørelse. Men selv hvis Arbejdsskadestyrelsen ikke anerkender din skade, kan du være berettiget. Derfor anbefaler HKKF altid at overveje denne mulighed.
 
 

Svie og smerte

Har du været sygemeldt som følge af en skade fra INTOPS, kan du også være berettiget til "kulancemæssig godtgørelse for svie og smerte". Så får du et skattefrit beløb pr. dag, du er syg som følge af en skade.
 
Du skal selv søge godtgørelsen hos Forsvarets Arbejdsskade og Erstatningskontor (FAEK) - også selvom skaden i forvejen er anmeldt til dem. Herefter vil FAEK typisk indhente dokumentation for dine sygedage fra din egen læge.
 
 

Dødsfaldsdækning

Forsvarets Særlige Erstatningsordning giver også ret til dødsfaldserstatning.
 
Dødsfaldserstatningen dækker alle dødsfald under en udsendelse både som følge af tjenesten og naturlige dødsfald.
 

Din kontakt i HKKF

Arbejdsskadeteamet

Telefontid 8.30 - 12.30
Tel:
33 93 65 22


 

Hvis du mister dit job

Hvis du mister dit job

Har du styr på økonomien, hvis du får en periode uden job? HKKFs a-kasse støtter dig med hjælp, rådgivning og dagpenge.
Dit arbejdsmiljø

Dit arbejdsmiljø

HKKF har fokus på at sikre dig et ordentligt arbejdsmiljø. Læs om dine rettigheder, og hvor du kan få hjælp.