Jesper Kastberg Knudsen

Manglende muligheder koster konstabler

Jobbet som professionel soldat var en drøm for Jesper Kastberg Knudsen. Alligevel har han i dag skiftet uniformen ud med skolebøgerne.

I 2013 kom 28-årige Jesper Kastberg Knudsen ind i Livgarden. Det var en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Men drømmen brast, og i 2015 tog Jesper hjem fra en udsendelse til Kosovo for at tage afsked med hæren.

”Jeg har drømt om at blive soldat, siden jeg var en lille dreng. Det at gøre en forskel for andre og tilsidesætte sine egen behov for noget vigtigt har altid drevet mig. I Kosovo følte jeg, at drømmen gik i opfyldelse – det føltes godt og meningsfuldt. Det var hårdt og krævede disciplin, men det var godt”, fortæller Jesper.

Før afrejsen til Kosovo fik drømmen imidlertid alvorlige ridser i lakken, og Jespers motivation for at fortsætte i hæren dalede. Forsvaret skulle spare, og det skulle ske ved at nedlægge konstabelstillinger. Derfor ville de stillinger, Jesper og kammeraterne var lovet, når de kom hjem, nok alligevel ikke ville være der.

”Inden afrejsen blev vi spurgt, hvilke stillinger vi ville søge, hvis de stillinger, vi var blevet lovet, faldt bort. Der var det, jeg besluttede at søge videre”, fortæller Jesper og fortsætter:

”Vi fik at vide, at konstabler var nemmere og mindre kostbare at udskifte end officerer, og at der var nok af os. Derfor var det lettere at skrue ned for vores stillinger. På det tidspunkt oplevede jeg, at min egen udvikling i hæren var gået i stå. Og den oplevelse kom som en blandt flere, hvor man ikke føler sig værdsat, men blot føler sig som en brik, der kan flyttes rundt med”.

Manglende muligheder

Jesper var ellers ansat på en K35-kontrakt med ret til civiluddannelse, CU. Det er en kontraktform, som forsvaret ikke længere ansætter på, men som gav konstabler mulighed for at tage uddannelse med fuld løn, hvis de forlod forsvaret, før de fyldte 35 år.

”Jeg havde først tænkt, at jeg skulle tilbage til forsvaret, når jeg var færdig med at uddanne mig. Det er jo en fed arbejdsplads med et vigtigt og stærkt kammeratskab mellem soldaterne. Men jeg har bare indset, at mulighederne ikke er gode nok, hvis jeg vil udvikle mig. Og så følte jeg, at jeg og mine konstabelkolleger blev nedgjort, fordi vi altid fik at vide, at vi var så nemme at erstatte. De indser bare ikke, at de rent faktisk går glip af dygtige og erfarne medarbejdere, når de siger, vi er lette at undvære”, siger Jesper.

I Kosovo fik Jesper at vide, at han var optaget på hhx på Niels Brock, og han tog hjem to uger før sine kammerater. Lige nu er Jesper til afsluttende eksaminer på Niels Brock. Han vil læse videre efter sommer.

#soldatEUD