hans petersen

100 året for genforeningen:  Tusinder af dansksindede soldater døde i tysk tjeneste

Under 1. verdenskrig var ca. 26.000 dansksindede soldater tvunget til at kæmpe for det tyske rige. Sønderjyderne var dygtige soldater, der kæmpede på alle store slagmarker, og deres indsats hjalp til at forene Sønderjylland med Danmark. Men omkostningerne var enorme.
15. juni 2020

“Jeg sprang op på brystværnet for at orientere mig. Så snart jeg fik hovedet ud over skyttegraven, blev der rettet en så forbitret gevær- og maskingeværild mod mig, at jeg hurtigst måtte søge dækning. Jeg prøvede igen – samme morderiske modtagelse. Tre skridt frem, det ville være den visse død. Nej, tænkte jeg, ikke dø sådan, ikke kaste mig bevidst i dødens arme.” 

Citatet stammer fra den sønderjyske soldat Hans Petersen fra Broager. Han var én blandt ca. 26.000 dansksindede sønderjyder i tysk tjeneste under 1. verdenskrig. I foråret 1915 var Hans Petersen sammen med hundreder af andre sønderjyder en del af Füsilier-Regiment ”Königin” Nr. 86 og udstationeret ved fronten i Moulin-sous-Touvent i Nordfrankrig. 

Danskerne lå forskanset i et netværk af skyttegrave og forskansninger i frontafsnit med genkendelige navne som Hadersleben, Apenrade, Sonderburg og Flensburg. Lejlighedsvise kampe med franske soldater på den anden side af ingenmandsland afbrød et nærmest uendeligt graveri og kedsomhed i stillingskrigen, fortæller René Rasmussen, museumsinspektør på Sønderborg Museum og medforfatter til bogen ’Den sorte dag i Moulin’:

“I begyndelsen af 1915 var der lange og ganske fredsommelige perioder med ventetid afbrudt af udvekslinger mellem de to sider. Der blev brugt rigtig meget tid på at grave, og der var lange perioder, hvor soldaterne direkte kedede sig. Dette fik en ende i juni 1915, der blev den blodigste dag for de dansksindede soldater”.

Tvunget i krig

Spørgsmålet er, hvordan så mange dansksindede sønderjyder endte i en brutal, langstrakt verdenskrig for et land, de ikke så som deres fædreland? Endda efter flere år hvor tyskerne i perioder var ganske hårdhændede over for den danske bevægelse i Sønderjylland - eller Nordslesvig som tyskerne kaldte grænseområdet. Pligtfølelse og tvang var blandt forklaringerne, fortæller René Rasmussen. 

For mange danske soldater handlede deltagelsen helt banalt om at kunne vende hjem igen efter en krig, man regnede med ville være hurtigt overstået. Kort efter nederlaget til Preussen i 1864 flygtede mange dansksindede, når de blev indskrevet til militærtjeneste. Men denne beslutning fik store konsekvenser, fordi mændene mistede deres statsborgerskab og derfor aldrig kunne vende hjem igen. Gårde og landsteder kom på tyske hænder, og den erfaring fik deres sønner til at påtage sig pligten, da krigen igen stod for døren. 

“Ved at udføre deres pligt som våbenføre mænd kunne soldaterne bevare retten til at være dansk i sin hjemstavn. De kunne vende hjem til gårdene efter krigen og på sigt arbejde for at få Sønderjylland retur på danske hænder”, siger René Rasmussen og noterer, at der var meget delte holdninger til at trække i tysk uniform:  

“Nogle af sønderjyderne så sig selv som meget danske og kunne slet ikke forlige sig med at skulle skyde på franskmænd og briter, som man betragtede som venner. Andre var mere tysk-indstillede eller ligeglade med nationalitet og så sig selv som en del af den enhed, man nu engang tilhørte. De fleste befandt sig nok et sted imellem disse to yderpunkter”. 

Blodigste slag

Under krigen var de dansksindede sønderjyder spredt ud over alle grene af det tyske militær, og de kæmpede på alle fronter. Langt de fleste kom i tjeneste i nordslesvigske infanteriregimenter som 84 og 86, fortæller Claus Bundgård Christensen, lektor i historie ved RUC og forfatter til flere bøger og rapporter om danskernes indsats i 1. verdenskrig. Disse regimenter deltog på lige fod med tyske soldater i nogle af krigens mest berømte og berygtede slag.

“Dansksindede soldater var til stede på mange af de mest voldsomme frontafsnit. Både det 84. og 86. regiment deltog i indmarchen i Belgien og i forskellige stormløb mod nedgravede maskingevær-positioner langt hele vestfrontens 600-700 km. Regiment 84 blev næsten udslettet i slaget ved Verdun i 1916, og kort efter blev regiment 86 indsat ved Somme med stort set lignende resultat, og der var dansksindede soldater begge steder”, siger Claus Bundgård Christensen. 

De dansksindede soldater var kendt for at have god kampmoral, fortæller historikeren. Styrkerne bestod af ganske veluddannede folk, som kunne læse og skrive og træffe selvstændige beslutninger, og de blev regnet som gode kampsoldater både af de tyske soldater og de franske, britiske og senere også amerikanske styrker, de stod overfor på de forskellige fronter. Det viser omfattende arkiver og breve fra begge sider, som historikerne har haft adgang til.

“De var dele af enheder med god sammenhængskraft, som blev anset som pålidelige og faldt ikke fra hinanden første gang, de mødte fjenden”, fortæller Claus Bundgård Christensen. 

I skyttegravene bestod hverdagen af rutiner, hvor både dansksindede og tysksindede dannede gode kammeratskaber. Typisk befandt soldaterne sig i de yderste kampstillinger i 5-10 dage, før de blev trukket tilbage til reservestillinger længere fra fronten. Længst væk fra fronten lå ‘Ruhestellungs’, hvor soldaterne blev afluset, kunne pleje granatchok og slappe af uden for artilleriets rækkevidde. 

“Sådan foregik det dag ud og dag ind. Man så sjældent fjenden og kunne gå i ugevis uden at affyre sit gevær. Det kunne være under ganske forfærdelige forhold med mudder til livet visse steder især i Flandern; soldaterne i disse stillinger var aldrig tørre, fordi de kun havde én uniform. Selve kampene skete mest efter mørkets frembrud, hvor man frygtede angreb, også selv om der kunne gå måneder imellem angrebene, så om dagen sov soldaterne i dækningsrum i skyttegravene”, fortæller Claus Bundgård Poulsen. Han fortsætter: 

“Det har været voldsomt et voldsomt pres, soldaterne har været udsat for. Det er svært som moderne menneske at sætte sig ind i, hvordan det har været at være i krig på denne måde, at forstå både omfanget af krigen og ikke mindst det at opleve tab på den måde, det skete på gennem krigen. Den første dag i slaget på Somme var det samlede britiske tab op ad formiddagen 28.000 mand, og det fortsatte bare resten af dagen. Det var aldrig blevet accepteret i dag”.

Danskerkortet 

De dansksindede soldater kom fra landbrugsområder, og derfor blev de ofte tildelt opgaver med heste, da de var vant til at håndtere dyr. Sønderjyderne var også populære som befalingsmænd samt oppassere for officerer, der hellere ville have sønderjyder end eksempelvis landarbejdere fra det østligste Preussen, fordi de var bevidste om renlighed og generelt på et højere dannelsestrin.

Selv om de dansksindede blev en del af det tyske maskineri, var der perioder, hvor det var en fordel at være tvunget i krig. Flere steder trak sønderjyderne ‘danskerkortet’ der, hvor de kom frem. Især i Belgien og Frankrig, hvor civilbefolkningen naturligvis ikke var venligt stemt over for soldater i tysk uniform. Frankrig havde mistet Alsace-Lorraine (Elsass-Lothringen på tysk) og kendte derfor udmærket til at have landsmænd fra nationale mindretal i tysk tjeneste. Det lettede stemningen, fortæller René Rasmussen:

“Soldaterne blev måske tilbudt tobak og vin, og pigerne var også mere venligere stemt, når soldaterne ikke var tyske”.
  
Lange bajonetter

Sådan oplevede Hans Petersen det måske også i perioder, men i dagene omkring 6. juni 1915 var det en helt anden og barsk virkelighed, han befandt sig i. Efter to dages fransk trommeild, hvor mere end 50.000 granater regnede ned over en front ca. på 1100 meter, stormede den franske hær de tyske skyttegrave. Soldaterne var primært fra de fransk kolonier i Afrika, og de var berygtede blandt de tyske soldater for deres flid med bajonetter og knive og for at tage let på konventioner, som det beskrives i bogen. Hans Petersen skrev:

”Der var ikke lang tid til at tage sigte; vi kastede kun bøssen til skulderen og trykkede af. Jeg rystede over hele kroppen, så jeg havde svært ved lade geværet. Foroverbøjede med lange bajonetter på geværet kom de gulbrune skikkelser styrtende over imod os. I hundredevis blev de mejet ned af vore granater, som hyllede dem ind i en sky af krudtrøg og svovldamp. Jeg vil vist aldrig glemme det syn”.

Trods tysk spærreild trængte franskmændene ned i skyttegravene, hvor der opstod voldsomme nærkampe i et nærmest ubeskriveligt kaos. Flere steder havde franskmændene gravet gange under de tyske stillinger, så de kunne sprænge linjerne og dermed begrave tyske soldater i jord og mudder.  

‘Danskerregimenterne’ måtte trække sig tilbage, og først i løbet af eftermiddagen formåede den tyske hær at samle styrker nok til et modangreb, der endte med at genvinde dele af det tabte landområde og etablere nye frontafsnit. Med enorme tab på begge sider. I alt 106 sønderjyder døde denne dag sammen med tusinder af andre mænd, beskriver René Rasmussen i ’Den sorte dag i Moulin’.
 
Paradoksal indsats

De følgende dage bølgede kampene frem og tilbage, før franskmændene til sidste satte et afgørende angreb ind den 15. juni. Hans Petersen var fanget i en jordhule uden våben, da en dansk kammerat kom løbende og råbte, at franskmændene kom: 

“Med den sidste stavelse på læben styrtede han død om på trappen, ramt i baghovedet af en geværkugle, som trængte ud gennem panden. Et par geværsalver fra 5-6 franskmænd knaldede ind i hulen, dog uden at ramme (...) Vi havde ikke noget at forsvare os med og blev derfor hurtigt enige om at råbe pardon. Fjenderne råbte tilbage, at vi kun skulle komme ud. Den første, der kom ud, fik et skud gennem låret”.

For Hans Petersen endte krigen i fransk fangenskab. Set med større historiske briller fik hans og de øvrige sønderjyskes krigsindsats på tysk side paradoksale konsekvenser, fortæller René Rasmussen:  

“På den ene side var sønderjyderne med til forstærke tyskerne og dermed forlænge krigen. På den anden side udførte de deres pligt som tyske statsborgere. Det gav dem ret til at vende hjem og i sidste ende stemme Sønderjylland retur til Danmark efter krigen”.     

Claus Bundgård Christensen er enig: 

“Deres indsats var på flere måder tvetydig. På den ene side kunne soldaterne være stolte af deres indsats og på den anden side orientere sig mod Danmark og håbe, at Nordslesvig igen skulle blive en del af Danmark. På den måde var krigen, som den menneskelige natur, ikke sort og hvid, men ganske kompliceret.”

Af Erik Holm

Fakta

●    Det er ukendt, præcist hvor mange dansksindede soldater, som omkom i krigen, men historikere anslår mindst 4000 mand og formentlig op mod 6000 mand. 
●    Dertil kom minimum 8.000-10.000 krigsinvalide. 
●    Som følge af Versaillestraktaten stemte de dansksindede sønderjyder den omstridte region tilbage til Danmark i den 15. juni 1920. 
●    Hos tyskerne blev dette kendt som afståelsen af Nordslesvig.