Hydrema

Årets Veteranvirksomhed: Soldater er gode til at samarbejde og tage teten

Entreprenørvirksomheden Hydrema er blevet kåret til Årets Veteranvirksomhed 2020. Ifølge direktør Jan Werner Jensen er beslutningen om at ansætte veteraner både baseret på fornuft og følelse, og giver også mening rent sikkerhedspolitisk.
08. marts 2021

Af Emil Arenholt Mosekjær

I 2000'erne fik den nordjyske virksomhed Hydrema en række kontrakter på at levere køretøjer til forsvaret. Og de beslutte derfor at hente nogle folk ind, som havde lige den erfaring, de skulle bruge: tidligere soldater.

Beslutningen viste sig hurtigt at være en succes for begge parter, og snart blev disse veteraner til flere. Dermed startede en proces, som førte til, at Hydrema er blevet kåret til Årets Veteranvirksomhed 2020.

"De har som industrivirksomhed vist vejen, taget ansvar og gået forrest, når det handler om at omsætte veteranernes særlige kompetencer til gavn for dansk forsvarsindustri og erhvervsliv. Derfor fortjener Hydrema den største respekt og anerkendelse,” udtaler forsvarsminister Trine Bramsen (S) i en pressemeddelelse.

Til Fagligt Forsvar fortæller direktør Jan Werner Jensen, at han er glad og tilfreds med kåringen. Han understreger, at ideen om at ansætte veteraner er et godt eksempel på, når fornuft og følelse spiller sammen i en højere enhed.

"Helt konkret har vi som virksomhed jo stor værdi af deres kompetencer i hverdagen. Samtidig er vi stolte af det arbejde, de har gjort for Danmark ude i verden, og vi er glade for at kunne hjælpe dem ud på arbejdsmarkedet," siger han.

Sikkerhedspolitiske fordele
Da direktøren bliver bedt om at nævne, hvad man som virksomhed kan få ud af at ansætte en veteran, kommer svaret hurtigt på klingende nordjysk: Der er sådan set ikke noget, veteraner ikke kan - akkurat ligesom alle andre mennesker.

"Af gode grunde arbejder der en masse hos os, som ved noget om køretøjer, men vi har også en af dem ansat i kommunikationsafdelingen. Der er ikke nogen grund til at ansætte dem for deres blå øjnes skyld. I stedet skal du finde ud af, hvad jeres behov er, og så finde ud af om en veteran ville kunne dække det," siger Jan Werner Jensen.

Og det er bestemt muligt, at de kan det. Ifølge ham besidder de nemlig en række kompetencer, man som virksomhed kan få stor gavn af:

"De er vant til at samarbejde tæt i rammen af en større organisation. Og når tingene går hurtigt, kan vi se, at de ikke er bange for at tage teten og gå forrest. Alt dette bliver forstærket, når man har flere af dem ansat på samme tid, for så falder de ligesom i hak med hinanden," siger han.

Faktisk mener Jan Werner Jensen heller ikke kun, at det er den enkelte virksomhed, der har gavn af at ansætte veteraner. Også sikkerhedspolitisk er det en bonus:

"Den øgede regionale trussel gør, at forsvaret kommer til at vokse de kommende år. Det vil give et øget behov for levering og servicering af køretøjer, og det forgående år har jo tydeliggjort, at det er smart at kunne gøre det nationalt. Her er det selvfølgelig en fordel, at ens ansatte inkluderer folk med et kendskab til militæret," siger han.

Det er anden gang, at prisen som Årets Veteranvirksomhed uddeles. Sidste år gik den til Securitas A/S.

Fakta

Hydrema

  • Grundlagt i 1959. Lå oprindeligt i Aalborg, men flyttede i 1962 til sin nuværende placering i Støvring.
  • Udover at producere entreprenørmaskiner er virksomheden siden 1986 også gradvist blevet en spiller i forsvarsindustrien. Først for Storbritannien og siden midt-1990'erne ligeledes for det danske forsvar.
  • Dette inkluderer serviceringsaftaler på en række køretøjer samt produktion af rendegravere, operationscontainere og mineplejlen 910MCV (Mine-Clearing Vehicle)
  • Blev de første mange år drevet af grundlæggeren, Kjeld Werner Jensen. I 2000 overlod han tøjlerne til sin søn, Jan Werner Jensen.
  • De har altid min. én veteran i jobprøvning, hvilket sker i samarbejde med kommunerne og Veterancentret. I øjeblikket har de 15 veteraner ansat, og har i alt beskæftiget 50 siden 2007.

Kilde: Hydrema