Helmand

Afghanistan er i fare for at lide samme skæbne som Sydvietnam

Efter 19 års krig er USA og Nato på vej ud af Afghanistan, hvor situationen ifølge en ekspert fra Forsvarsakademiet minder om Sydvietnams inden landets kollaps i 1975. Men betyder det så, at konflikten og de danske tab i den har været forgæves?
11. december 2020

Af Emil Arenholt Mosekjær

I foråret 1975 iværksatte den nordvietnamesiske hær militæroffensiven, som skulle vise sig at være det endegyldige kistesøm i staten Sydvietnams eksistens.

Kommunisternes hastige fremrykning gjorde det klart for regimet i syd, at de udsatte områder på landet ikke længere kunne forsvares, og de forsøgte derfor at koncentrere styrkerne omkring de større byer. Herefter håbede de på at kunne ride stormen af, som de havde gjort under en lignende offensiv tre år forinden.

I 1972 var det dog især amerikansk luftstøtte, som reddede dagen. Denne gang udeblev den.

De sidste amerikanske kampsoldater var blevet trukket ud af landet i 1973, og i USA var Vietnam hastigt på vej til blot at være et ubehageligt minde. Siden tilbagetrækningen havde deres økonomiske støtte til Sydvietnam tilmed været stødt faldende, hvilket sendte dets i forvejen ineffektive og korruptionsplagede militær ud i en negativ spiral.

Da Nordvietnam iværksatte sin offensiv, smed mange af de demoraliserede soldater derfor våbnene fra sig, og tilbagetoget udviklede sig derefter til totalt kollaps. Snart rullede de nordvietnamesiske kampvogne ind i selve hovedstaden, Saigon.

Den 30. april 1975 ophørte Sydvietnam med at eksistere. Samme dag blev det sidste personel fra USA’s ambassade i Saigon i al hast evakueret fra bygningens tag af den samme type Huey-helikoptere, der var blevet et af symbolerne på landets langvarige tilstedeværelse i Vietnam.

En ydmygende afslutning på en krig, der havde kostet 58.318 amerikanske soldater livet.

Nutidens Vietnam
Knap 45 år efter Saigons kollaps er USA og dets allierede – heriblandt Danmark – i færd med at trække sig ud af en konflikt i Afghanistan, som mange har sammenlignet med Vietnam. Én af dem er David Vestenskov, der er chefkonsulent ved Forsvarsakademiet, hvor han i flere år har fulgt krigen i Afghanistan.

“Jeg kan se mange lighedspunkter mellem konflikterne, især i denne her afsluttende fase, hvor USA er ved at trække sig ud. Og jeg kan godt frygte, at vi i løbet af 6-8 måneder ender i en situation, der minder om den i Sydvietnam op til kollapset i april 1975,” siger David Vestenskov.

For at forstå hans dystre fremtidsudsigter skal vi først kaste et blik på situationen i Afghanistan. David Vestenskov fortæller, at selvom regeringen stadig har kontrol med Kabul og andre større byer, har den i løbet af de senere år tabt terræn til oprørerne ude i landområderne.

“Der er ingen tvivl om, at styrkeforholdet og initiativet lige nu er til Talebans fordel. De opretholder et pres på regeringen, som nok mest formår at holde stand ved hjælp af amerikansk luftstøtte og dollars”.

Den 29. februar 2020 underskrev USA og Taleban en aftale i Qatars hovedstad, Doha, der skulle afslutte den næsten to årtier lange krig i landet. Ifølge David Vestenskov ser den afghanske regering dog ikke den store fidus i den:

“Doha-aftalens mål er ikke at sikre varig fred og stabilitet, men handler mest om at få de amerikanske styrker trukket ud af landet hurtigst muligt. Det er jo et punkt, hvor USA og Taleban har en fælles interesse”.

Også her mener han, at man kan drage paralleller til Vietnam – i dette tilfælde til fredsaftalen i Paris, som USA og Nordvietnam indgik i 1973 med sydvietnameserne som modvillige medunderskrivere.

“I USA er der ingen vilje til en fortsat tilstedeværelse, og derfor skal soldaterne hjem så hurtigt som muligt. Det har resulteret i en aftale, der efterlader ens lokale alliancepartner i en yderst svag position,” siger han om situationen i Afghanistan, der i påfaldende grad minder om Sydvietnams.

Smækker døren efter USA
I februar 2020 påbegyndte USA derfor tilbagetrækningen af sine på det tidspunkt 13.000 soldater fra Afghanistan, og i februar 2021 er det planen, at kun ca. 2.500 soldater vil være på afghansk jord. Herefter kan vi ifølge David Vestenskov se våbenhvilen mellem USA og Taleban blive udfordret.

“Når antallet af amerikanske soldater er lavt nok, vil dele af Taleban føle sig fristet til at angribe og hive det sidste stik hjem, så de kan erklære sig som sejrherrer over endnu en invaderende stormagt. Og hverken de eller andre regner med, at USA vil genindsætte tropper for at svare igen. Sammenholdt med en stigende mobilisering blandt andre afghanske aktører kan det meget vel udvikle sig til en egentlig borgerkrig, herunder den afghanske regerings kollaps,” siger han.

Tror du vi kan se en situation ligesom i Saigon i 1975?

“Det er muligt. Jeg tror dog, at USA vil lukke deres ambassade længe inden, så de undgår en lignende ydmygelse. På den danske ambassade ville jeg også følge udviklingen tæt og have en nødplan klar”.

USA og koalitionen bærer ikke længere det tunge læs i kampene, og derfor er det ikke kun fraværet af amerikanske soldater på jorden, der er dårligt nyt for den afghanske regering. Ligesom i Sydvietnam har mange års økonomisk støtte fra USA skabt en situation, hvor styret i Kabul og de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) er yderst sårbare over for, hvis denne pengestrøm skulle tørre ud.

“Militæret får omkring 90 procent af sine udgifter dækket udefra, hvilket er årsagen til, at de har nået deres nuværende niveau på ca. 150.000 soldater. Hvis støtten svinder ind – og det vil den – bliver de tvunget til at afskedige soldater. Dermed kan situationen for regeringen hurtigt gå fra slemt til værre,” siger David Vestenskov.

For i et land, der i forvejen døjer med et væld af bevæbnede grupperinger, vil udsigten til tusindvis af arbejdsløse soldater bestemt ikke hjælpe på situationen.

“Soldaterne kan ikke bare gå ud og få et andet arbejde, hvis regeringen må skære ned på sit mandskab, men vil i stedet søge andre græsgange, hvor de kan bruge deres militærtræning. Og det kan sagtens være hos nogle af de mange krigsherrer og militsgrupper i landet, heriblandt Taleban”.

En forspildt krig?
I USA udviklede der sig efter Vietnam-krigen en bitterhed hos mange amerikanske veteraner. De følte, at de var blevet traumatiseret, havde mistet kammerater og forspildt deres ungdom i det, der i sidste ende viste sig at være en meningsløs krig.

Den 11. september i år talte daværende udviklingsminister Rasmus Prehn (S) på en konference om Afghanistan: landet, hvor 43 danske soldater mistede livet og mange andre blev såret. Havde den lange indsats været det værd?

Ja, det mente han. For ikke nok med at afghanerne med Doha-aftalen får mulighed for fred. Deres livsvilkår – ikke mindst kvindernes – er på mange måder også blevet bedre siden 2001, sagde han.

David Vestenskov er enig i, at der er sket væsentlige fremskridt i landet de sidste 19 år. Men hvis den nuværende konflikt eskalerer til en egentlig borgerkrig det kommende år, så vil de spirende skud til demokrati og kvinderettigheder nok glide helt i baggrunden, understreger han.

Jeg var selv udsendt til Afghanistan i 2012. Og når vi gik fodpatruljer i Green Zone, fik jeg indtrykket af, at tingene i de her konservative landområder var, om de altid havde været. Er demokrati og kvinderettigheder ikke bare et storbyfænomen dernede?

“Der er helt klart en kløft mellem land og by. Og store dele af landbefolkningen er ret ligeglade med, hvem der bestemmer i Kabul. De vil bare have fred. Omvendt er der en yngre generation i byerne, som netop ikke ønsker fred med Taleban for enhver pris, hvis det betyder, at udviklingen rulles tilbage,” svarer David Vestenskov.

Men hvis Taleban rykker ind i Kabul og tager magten, så bliver tæppet vel trukket væk under de her fremskridt uanset hvad?

“De vil helt sikkert glide i baggrunden. Men generationen, der er vokset op under USA’s tilstedeværelse, har fået en viden og indsigt i resten af verden, som ikke kan tages fra dem. Og det gælder også en del af landbefolkningen. Derfor vil Taleban ikke bare kunne føre landet tilbage til 1990’erne. Ligesom i Pakistan vil de nok skulle indrette et land i flere spor, hvor byerne har en form for særstatus”.

Så hvis man gør status over 19 års krig i landet, kan der ifølge David Vestenskov laves endnu en sammenligning mellem Vietnam og Afghanistan – og denne gang er det ikke kun negativt:

“Mange negligerer, at USA’s involvering i Vietnam givetvis bidrog til, at landet ikke blev en form for parallelt Nordkorea. Der var en stor udveksling af informationer over den lange tilstedeværelse, ligesom mange vietnamesere fik smag for amerikanske varer, vaner og meget andet. Dermed bragte den også noget godt med sig på den lange bane, og det samme vil nok også være tilfældet i Afghanistan”.

Fakta

Blå bog

David Vestenskov

  • Født 1983
  • Ansat som chefkonsulent ved Forsvarsakademiets Center for Stabiliseringsindsatser
  • Har især beskæftiget sig med oprørsbekæmpelse og militær kapacitetsopbygning i Afghanistan og Pakistan samt i Centralasien og Mellemøsten generelt

Uddannelse

  • 2014 - Værnsfælles videregående efterretningsuddannelse

  • 2008-2011 - Cand. Mag. Københavns Universitet. Historie & retorik

  • 2005-2008 - BA. Københavns Universitet. Historie & Retorik

  • 2003-2004 - Værnepligt. Antvorskov Kaserne

  • 2000-2002 - HF-student. Gentofte HF

Kilde: Forsvarets Forskningsdatabase