Carl Holst træder tilbage som forsvarsminister

Carl Holst meddeler i en pressemeddelelse tirsdag, at han træder tilbage som forsvarsminister. HKKFs formand glæder sig til, at fokus igen er på Forsvarets vilkår og ikke ministerens.
29. september 2015

”Jeg har også måttet erkende, at sager fra min tid som formand for Region Syddanmark er kommet til at skygge for mine muligheder for at gøre en forskel som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde”.

Sådan skriver Carl Holst i en pressemeddelelse om, at han træder tilbage som forsvarsminister.

”Vi tager selvfølgelig til efterretning, at vi skal have en ny forsvarsminister.  Jeg har respekt for, at Carl Holst har valgt at trække sig, så vi nu kan koncentrere os om forsvaret og forsvarets vilkår, frem for om ministerens vilkår”, siger Flemming Vinther og fortsætter:

”Nu glæder vi os til, at der bliver udpeget en ny minister, og her vil vi selvfølgelig række hånden frem til samarbejde. Forsvaret står stadig med store udfordringer og mange medlemmer oplever en meget travl hverdag, hvor det er svært at få opgaver og ressourcer til at nå sammen. Så der er nok at tage fat på".