corona helsingør

”Det føles godt at gøre en indsats …”

Ved færgelejet i Helsingør er mandskab fra Livgarden indsat som støtte for politiet. Alle trafikanter skal screenes, før de kan komme ind i Danmark. Det er lange arbejdsdage, men samarbejdet med politiet er godt, og det er rart at komme i gang igen, fortæller tillidsrepræsentant Dario Lorenzon.
07. maj 2020

Rundt om i landet er en lang række af HKKFs medlemmer indsat i forbindelse med den aktuelle coronakrise.

Ved færgelejet i Helsingør er Dario Lorenzon og hans kolleger fra Stabskompagniet i Livgarden indsat som støtte for politiet. Opgaven er at filtrere i de bilister, lastbiler, cyklister og gående, der kommer med færgen fra Helsingborg – det er kun rejsende med et såkaldt ’anerkendelsesværdigt’ formål, der kan få lov til at rejse ind. Resten bliver bedt om at vende om.

”Det er rart at komme ud og lave noget igen. De fleste af os går jo hjemme på grund af coronakrisen, så det er fint at være sammen med kollegerne igen”, siger Dario Lorenzon.

Der er 5-6 mand på vagt som støtte for politiet ved færgelejet. Vagten løber fra 06-16 og fra 16-23, mens politiet selv klarer nattevagterne, forklarer han.

”Det er nogle ret lange vagter, men det er ok. Selve opgaven minder ret meget om indsatsen i Gefion, hvor du også er på arbejde 7 dage, og så har 7 dage fri. Til gengæld slipper vi for at gå med våben og TYR, når vi står på færgelejet. Det er kun betjentene, der er bevæbnet”, siger Dario Lorenzon.

Hvis soldaterne er i tvivl, om den rejsende har et anerkendelsesværdigt formål, bliver en af betjente spurgt til råds.

”De betjente, vi står sammen med, er superdygtige til at spotte, hvem vi skal ofre lidt ekstra opmærksomhed. Samarbejdet med politiet er rigtig fint, og jeg har indtryk af, at politiet er glade for, at vi er der. De slipper for at skulle spurte rundt imellem bilerne, når der kommer en færge, fordi vi jo er flere øjne på”, fortæller Dario Lorenzon.

Opgaven ved at stå ved færgelejet i Helsingør er etableret som følge af coronakrisen, og for Dario Lorenzon føles det godt at kunne gøre en indsats her i krisetiden.

”Det er rigtig godt at komme ud og gøre en indsats for samfundet i stedet for bare at gå rundt derhjemme med løn”, siger han.

Af Lars Bo Axelholm