Caesar

Efter corona-forsinkelse er hærens nye artillerikanoner endelig på trapperne: ”Det bliver ligesom at træde ind i et nyt årtusinde”

Til november ankommer de første fire Caesar-artilleripjecer til Oksbøl efter en forsinkelse på cirka otte måneder som følge af covid-19. Oberstløjtnant Dennis Nuppenau fra DAR ser frem til, at hans folk endelig kan fortsætte omskolingen til de nye kanoner.
16. oktober 2020

Af Erik Holm

Danske Artilleriregiment har genoptaget arbejdet med at indfase Forsvarets kommende Caesar-artillerikanoner. Det sker efter, at hele processen blev udskudt med cirka otte måneder som følge af covid-19, der sendte soldaterne hjem og gav problemer for den franske producent, Nexter.

Oberstløjtnant Dennis Nuppenau, der er afdelingschef i 1. Artilleriafdeling, fortæller, at regimentet i begyndelsen af september kunne genoptage uddannelsen af de første instruktører og superbrugere af de nye artillerikanoner.

“Covid-pandemien betød desværre, at vi måtte afbryde uddannelsen af motor-, våben- og elektronikmekanikere. Det resterende arbejde er netop blevet genoptaget,” fortæller Dennis Nuppenau.

I slutningen af februar modtog Danske Artilleriregiment de første to artilleripjecer til uddannelse af instruktører og superbrugere. Disse kanoner bliver sendt retur til Nexter i løbet af oktober, hvor de skal genopbygges til den danske konfiguration.

Den 1. november ankommer fire nye pjecer til Oksbøl i en konfiguration kaldet en GFE-opbygning – Government Furbished Equipment. Dette betyder, at artilleripjecerne vil være udstykket med specifikt dansk materiel som for eksempel TMG, BMS og radioer. 

“Disse fire kanoner skal anvendes til at genuddanne instruktører på, for de har ikke set den endelige konfiguration endnu. Det svarer lidt til at købe en rå bil fra fabrikken, hvor vi så sætter dansk material på,“ siger Dennis Nuppenau, der forventer at kunne bruge de fire pjecer til uddannelse fra 1. december.

Småjusteringer venter
De to 155 mm Caesar-kanoner blev i starten af året testet af 1. Artilleriafdeling i samarbejde med FMI og Nexter. Her blev der identificeret en række forhold på systemerne, der skal justeres til de endelige pjecer. Justeringerne er blandt andet montering af ekstra skærme og greb samt en mere brugervenlige interface.

“Det er justeringer i småtingsafdelingen. Det er forventet, for vi taler jo om et helt nyt system, som fabrikken ikke har lavet før,” fortæller Dennis Nuppenau.

Caesar anvendes i en lettere version i den franske hær, hvor den er monteret på en treakslet Renault-platform. Den danske version er tungere, fordi kabinen er sikret mod lettere våbentyper, og så er den fireakslet. Undervognene bygges af det tjekkiske firma Tatra.

“Det er i bund og grund et helt nyt system, vi modtager. Eksempelvis har vi større krav til skudhastighed end franskmændene, og det har krævet nogle justeringer i forhold til deres variant,” fortæller Dennis Nuppenau.

Skal godkendes
Artillerisystemet er endnu ikke godkendt til skarpskydning, fordi der endnu mangler en række test, fortæller afdelingschefen. Disse test gennemføres først i begyndelsen af februar 2021.

Derfor bliver det tidligst i slutningen af februar, at Danske Artilleriregiment står med et nyt våbensystem, der kan anvendes til både øvelser og skarpskydning i Danmark. I løbet af foråret forventer Dennis Nuppenau så at have samtlige 15 pjecer til rådighed.

Afdelingschefen, der ser frem til at have et fuldt operationelt system, kalder Caesar for fantastisk. Artilleripjecerne er mobile, skyder hurtigt, og de reducerer desuden soldaternes risiko for at blive udsat for fjendtlig ild i felten, da man kun er eksponeret to-tre minutter ad gangen, før man bevæger sig videre, fortæller han:

“I forhold til de gamle Haubitser er Caesar en helt nye måde at gøre tingene på både i forhold til procedurer og doktriner. Det er lidt som at træde ind i et nyt årtusinde.”

Den formelle overdragelse af pjecerne vil finde sted i april 2021.

Fakta

Nyt grej til artilleriet:

  • Forsvaret har bestilt yderligere 4 stk Caesar. Disse forventes leveret i 2023.
  • I andet halvår 2020 forventes 1. Artilleriafdeling også at modtage de første 4-6 120mm tunge mortersystemer kaldet Cardom 10, der er indbygget i Piranha.
  • I løbet af foråret 2021 forventer DAR at modtage op til 15 tunge mortersystemer.
  • Herefter vil 1. Brigade råde over en fuldt moderne artilleriafdeling med såvel artilleri- som tunge mortersystemer.

    Kilde: FMI

 

Nexter Caesar:

  • 155mm selvkørende artilleri
  • Rækkevidde: over 40 km ERFB og over 50 km RAP
  • Ladesystem: Automatisk, op til 36 granater
  • Skudkadence: 6 skud i minuttet
  • Vægt: 32 ton
  • Længde: 12,3 m
  • Højde: 3,1 m
  • Bredde: 2,8 m
  • Chassis: 8x8
  • Hastighed: Op til 90 km/t
  • Rækkevidde, vej: 600 km
  • Stigningsgrad: 40 pct.

    Kilde: Nexter Group