ISS

Forsvaret vil forsøge at komme ud af uacceptabel milliardaftale med ISS

Efter mange måneder med ringe forhold og massive klager fra soldaterne, forsøger forsvaret nu komme ud af den milliardstore kontrakt med ISS om service og vedligehold af tjenestestederne. Og det er på høje tid, mener HKKF’s næstformand.
03. marts 2021

Af Erik Holm

Flankeret af jurister fra Kammeradvokaten er Forsvarsministeriet gået i stilling. Målet er at slippe ud af det juridiske net, som tidligere blev kaldt for både en historisk kontrakt og en inspiration for andre myndigheder. 

Det handler om milliardkontrakten på service og vedligeholdelse mellem Forsvarets Ejendomsstyrelse (FES) og ISS Facility Services. En kontrakt, der har udviklet sig til en gedigen møgsag med tabere på alle sider. Det gælder ikke mindst de tusinder af soldater, lidt under en mangelfuld rengøring, elendig kost og ringe vedligehold af bygninger og arealer på landets tjenestesteder. 

I en meddelelse til Fagligt Forsvar siger chefen for FES, brigadegeneral Anders Mærkedahl Pedersen, at han er tilfreds med, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) nu har givet ham mandat til at indgå i forhandlinger med ISS.

“Vi går til forhandlingsbordet med intentionen om at finde en løsning, der tilgodeser begge parters interesser, og som sikrer driften af forsvarets etablissementer frem til et eventuelt kontraktophør,” lyder det fra brigadegeneralen, der understreger, at et kontraktophør kun kan komme på tale under visse betingelser, da ejendomsstyrelsen har en række bindinger af juridisk og forvaltningsmæssig karakter.

Næstformand i HKKF, Kurt Brantner, har fulgt sagen siden begyndelsen, og han er bestemt ikke imponeret over forløbet, der nu kan nærme sig en afslutning. Han er irriteret over, at ledelsen i FES efter hans opfattelse ikke lyttede til de andre faglige organisationer, da man lavede servicekontrakten.

“Havde man lyttet til os, var nogle af de faldgrupper, som vi er endt i, ikke opstået, og man havde nok nået til en erkendelse af, at der ikke var afsat midler nok i kontrakten,” siger han og fortsætter:

“Jeg blev dengang kritiseret for at sige, at ledelsen i FES opførte sig arrogant, men sådan så jeg på det. Derfor håber jeg også, at den nye ledelse både lytter mere, og i højere grad involverer organisationerne. Det har jeg fået at vide, at man vil gøre. Indtil videre har jeg kun rosende ord over for den nye ledelse, for nu sker der noget,” siger Kurt Brantner.

Inspiration for andre myndigheder
Sagen om servicekontrakten går tilbage til november 2017. Her indgik FES en partnerskabskontrakt med ISS Facility Services, der siden 2014 havde serviceret forsvaret i Vestdanmark. Kontrakten har en værdi af tre mia. kroner, og løber i seks år. Det var da også store ord, der blev brugt, da den ‘historiske’ aftale blev præsenteret i offentligheden. 

“Jeg håber, at aftalen kan være med til at åbne øjnene hos andre offentlige organisationer. Det her kan blive en referenceaftale, som andre kan bruge til inspiration,” lød det dengang fra daværende ISS-direktør, Flemming Bendt.

ISS overtog opgaven i februar 2018, men for forsvarets medarbejdere blev bekendtskabet hurtigt negativ. HKKF og de andre fagforeninger i forsvaret modtog snart flere henvendelser fra medlemmerne med dårlige oplevelser, og i løbet af efteråret 2020 voksede frustrationerne over elendig rengøring, dårlig mad og ringe vedligehold af bygningerne.

Garnisonskommandant på Oksbøl Kaserne, oberst Torben Dixen Møller, kaldte i avisen JyskeVestkysten sagen for ‘fuldstændig forrykt’, og i skrivende stund er Facebook-gruppen ‘Til kamp mod ISS’ vokset til over 6400 medlemmer. 

Skåret ind i benet
Formålet med kontrakten var at ensrette og effektivisere service og vedligehold i forsvaret, og dermed spare penge. Men som det ser ud nu, kommer den i stedet til at koste forsvaret ekstra, uanset hvilket udfald det juridiske slagsmål ender med. Dette er forventeligt, men det må ikke gå ud over soldaterne, lyder det fra næstformanden.

“Dette må ikke blive et nulsumsspil, for så sker der ingen forandringer derude. Vi håber på, at nogle af de mange millioner, som forsvaret har sparet på dette udbud, nu ruller tilbage i en erkendelse af, at man ikke bare har skåret ind til benet, men ind i det,” siger Kurt Brantner.

Anders Mærkedahl Pedersen fra FES oplyser, at de forsætter deres fokus på at skabe en ‘tilfredsstillende drift og leverancer fra ISS på etablissementerne’ frem til, at ejendomsstyrelsen eventuelt har en ny løsning på plads. Han tilføjer, at det for FES er et centralt parameter i de kommende forhandlinger, at der sikres en tilfredsstillende drift frem til et eventuelt kontraktophør: 

“Ejendomsstyrelsen ser på forskellige løsninger i forhold til driften efter et eventuelt kontraktophør. Den fremtidige opgaveløsning forventes at indeholde en øget hjemtagning, således at vi skal løse flere opgaver selv gennem en styrket rolle for ejendomsstyrelsens nye, lokale etablissementspartnerelementer.”

Udfordringer skal løses nu
Ifølge Kurt Brantner skal medlemmerne have den service, de har krav på. Han håber derfor, at mange af opgaverne nu kommer tilbage til forsvaret, og at nogle af de ‘blå mænd’, som før har været ansat på kasernerne, og dermed kender soldaternes hverdag, vender tilbage.

“Udfordringerne skal løses her og nu, og hvis det skal ske med midlertidige foranstaltninger, så må FES improvisere. Og på lang sigt er det vigtigt, at soldaterne ikke har de samme dårlige oplevelser, når de vender tilbage efter Covid-19, som før de blev hjemsendt.”

For ham er den skandaleramte kontrakt et klart eksempel på, at det ikke er alle opgaver, som forsvaret kan spare på ved at udlicitere. Det kan måske give mening på enkelte elementer, men ikke samlet i så stor og vigtig en opgave, mener han. 

Han understreger samtidig, at sagen og kritikken ikke handler om medarbejderne i ISS, som har gjort et fantastisk arbejde under meget svære forudsætninger. Dette handler derimod om et svigt hos både ISS og FES, lyder det: 

“ISS har bevist, at de ikke kan leve op til det udbud, de bød på, men det er bestemt også FES, der har fejlet. De har været mere fokuseret på at spare penge end at få soldaterne hverdag til at hænge sammen. Det må være slut nu.”

Fakta

Kontrakten med ISS

Partnerskabsaftalen blev indgået i 2017 med opstart 1. februar 2018. Den løber frem til 31. januar 2024 med mulighed for forlængelse. Kontrakten dækker alle Forsvarsministeriets etablissementer i Danmark og omfatter følgende ni serviceområder:

  • Rengøring
  • Forplejning
  • Arealpleje
  • Affaldshåndtering
  • Bygninger, Bygværk og Belægninger
  • Tekniske installationer
  • Intern service
  • Skyde- og øvelsesområder
  • Brandberedskab

Kilde: FES