Foto: SOLDATEN - de værnepligtiges magasin, Forsvarsgalleriet

Hærens soldater deltager i NATO-beredskab

Soldater fra Hæren indgår fra årsskiftet i NATO-beredskab. Det er en vigtig opgave, og der skal ydes god personalepleje, så soldaterne kan være skarpe, siger forbundsformand i HKKF, Tom Block.
05. januar 2022

Den sidste måned af 2021 bød endnu en gang på atypiske opgaver for en række af Hærens soldater. Mens soldaterne hjælper til i corona-beredskabet, kan nogle af deres kolleager se frem til en mere velkendt form for opgave.

Fra begyndelsen af 2022 skal soldater fra 1. Brigade og Gardehusarregimentet indgå i NATO-beredskabet NATO Readiness Initiative (NRI). Det skriver Forsvarskommandoen.

Det er ifølge forbundsformand i HKKF, Tom Block, en vigtig del af soldaterarbejdet. 

”Det er en del af kerneopgaven, at vi kan indgå i både nationale og internationale beredskaber som dette. Det er det, vi træner til,” siger Tom Block.  

NATO-kapaciteten NRI består af 30 kampbataljoner, 30 større skibe og 30 eskadriller kampfly, som konstant er på maksimalt 30 dages beredskab. Formålet med NRI er ikke at skabe nye styrker, men at øge beredskabet hos de eksisterende styrker, således at NATO troværdigt kan afskrække potentielle fjender.  

Soldaterne skal være klar 

Det er 1. Brigade, der har ansvar for at klargøre en kampbataljon og levere logistikkommando til NRI. Derudover er opgaven også at planlægge og gennemføre uddannelse af soldater og støttefunktioner.

”Som nytiltrådt chef for 1. Brigade er en af mine vigtigste opgaver at sørge for, at vores soldater er klar til at løse de opgaver, vi er pålagt. En af de opgaver er at stå i NATO-beredskab,” siger brigadegeneral Anders B. Olesen til Forsvarskommandoen. 

Tom Block mener også, det er vigtigt, at soldaterne er klar til arbejdet. Derfor håber han, at soldaterne kan få lov at fokusere på opgaven.

”Når soldaterne er i beredskab, har de et højt aktivitetsniveau. De skal hele tiden være klar. Derfor er det vigtigt, at de bliver skånet for de mere atypiske opgaver fra tid til anden, så de kan være skarpe til denne opgave,” siger forbundsformanden for HKKF og fortsætter: 

”Der skal ydes god personalepleje, da det kan være en belastning at være i beredskab både for den enkelte soldat, men også for familien.” 

Der er endnu ikke sat en slutdato på Hærens bidrag til NRI, men der vil løbende være udskiftning mellem hvilke kampbataljoner og støtteenheder, der skal indgå i beredskabet.