Eksplosion

Helikoptere, fyrværkeri og slidte rygsække med velcromærker på

Det er de små ting i dagligdagen, der af og til kan minde dig om, at du i tidernes morgen stod i en patruljebase et sted langt borte. Og selvom der måske er ting, du helst vil glemme, så skal kroppen ofte nok sørge for at huske dem for dig.
31. december 2020

Dette er et debatindlæg, og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning. Det blev oprindeligt bragt i Politiken 22. oktober 2017.

Af Emil Arenholt Mosekjær
Du ved, hvad man siger: Hvis du køber en Seat Ibiza, så lægger du pludselig mærke til, hvor mange andre mennesker der kører rundt i den samme bil. Selv efter den er blevet solgt til en eller anden i Vestjylland, og du er flyttet til København, kan det pludselige syn af samme model få dig til at dreje hovedet.

Mine øjne fæstner sig øjeblikkeligt ved ham, da han står på bussen lige efter Dronning Louises Bro. Jeg aner ikke, hvem han er. Men ligesom mig har han en grøn rygsæk på med et falmet, sandfarvet velcro-emblem. Han står for langt væk til, at jeg kan se det ordentligt, men det ligner en Livgarder-sol. Hold 10? Hold 13 ligefrem?

Ligesom mig har han stillet sig i et af hjørnerne. Her står han varsomt og holder øje med omgivelserne i den fyldte bus, hvor vi alle står tæt som et par svedige lår. Da jeg skal af, kaster jeg et blik over på ham. Han kigger på min taske. Vi får øjenkontakt, nikker, og ser aldrig hinanden igen.

To sølvgrå Ibiza’er i en fyldt bus. To ud af et par tusinde. I en by med 1,3 millioner Mazda’er. Hvor vi alle lever en anonym tilværelse med vores slidte grønne og sandfarvede tasker, forkærlighed for tv-serien ’Band of Brothers’ og vores varsomhed over for balloner, der kommer for tæt på stearinlys.

Og så er der helikopteren. Den fucking helikopter. Min kæreste siger, at jeg ikke har sovet normalt, siden den begyndte at kredse over Nørrebros hustage hver nat. Hver gang den nærmer sig, spænder jeg i hele kroppen som en 17-årig dreng på billig amfetamin og spjætter derefter som en hund, der ligger i kurven og har mareridt.

Hvor mange andre ligger derude og spjætter, mens de bag øjenlågene ser Blackhawks forsvinde med deres ødelagte venner om bord? Niels gør ikke – han forbinder den flaprende lyd med Apache-kamphelikoptere, der hænger over hovedet og passer på ham med deres 30 mm maskinkanon, der på et splitsekund kan forvandle fjender til grød. Derfor sover han som en baby hver nat, hvilket jeg misunder ham meget.

Det er noget andet, når knægtene ude i Nordvest har købt en ordentlig røvfuld krudt på det sorte marked og fyrer det af, efter at solen er gået ned. Er det mon noget, vi kan samles om? Alle andre veteraner i København, der, ligesom mig, bor højt oppe og har udsigt i den retning.

Synet og lyden er fed nok, så længe knægtene holder deres batterier og kanonslag langt væk fra mit nabolag. For når den mørke himmel lyses op, og bragene ruller over hustagene, behøver du ikke have stået i et vagttårn på en patruljebase midt om natten og overværet den slags i virkeligheden for at kunne forveksle København med en krigszone.

For os, der har, er det er en symfoni af genkendelse:

Den dybe, trommende lyd af et tungt maskingevær et sted ude ved Nørrebro Station. De dumpe granatnedslag fra briternes 155’ere ved Bellahøj. Det sønderrivende brag fra en flybombe, der rammer et sted i nærheden af Mjølnerparken. Og én til. Og én til.

De små knald fra soldaternes håndvåben er som et vedvarende tapetklister, der binder det hele sammen. Nu blander helikopteren sig i koret, der gradvist stiger i et crescendo. Og slutter.

Koncerten dør langsomt ud, og samtidig falder min puls. Natten er igen rolig; København er ikke længere Helmand eller Basra eller Krajina. Helikopteren flaprer dog upåvirket videre over hovederne på os.

Jeg lukker vinduet og lader persiennerne glide for. Rundt omkring i byen gør andre gamle biler med slidte rygsække det samme.