peter lund madsen

Hjerneforsker: Kun superhelte kan modstå massive belastninger over lang tid

PTSD en naturlig reaktion, når hjernen bliver overbelastet, fastslog hjerneforsker Peter Lund Madsen på et foredrag for arbejdsmiljørepræsentanter. Det er kun et spørgsmål om mængden af belastning, før vi knækker.
13. november 2019

James Bond eller Tarzan. Kun hjerner hos fantasiens superhelte er uden risiko for at bryde sammen ved store belastninger. For alle andre er det et spørgsmål om tid og mængden af belastning, før hjernen bryder sammen og eksempelvis udvikler PTSD.

Sådan lød budskabet fra hjerneforsker Peter Lund Madsen under et foredrag om stress, angst og PTSD. Det blev afholdt af HKKF, Serviceforbundet, Politiforbundet, Fængselsforbundet, Forsvarsarbejdernes Landsorganisation og Centralforeningen for Stampersonel.

“Alle mennesker har en grænse. Der vil være store individuelle forskelle på, hvordan vi håndterer belastningerne, men det er kun et spørgsmål om at skrue højt nok op for presset,” lød det fra hjerneforskeren, der bl.a. er kendt fra P1-programmet Hjernekassen.

Livsnødvendigt

Grundlæggende er angst en basal livsfornødenhed. Det samme er oplevelsen af at være i sikkerhed, og det er disse instinkter, der er på spil i pressede situationer. Ved PTSD kan et menneske efter varierende grader af stress, traumer og anden negativ påvirkning ende i en situation, hvor systemet siger stop.

“Det kan være en lillebitte ting, som gør, at hele læsset vælter, så angsten bryder frem, og at man ikke fungerer, selv om det tilsyneladende er en ubetydelig ting, som er årsagen,” forklarede Peter Lund Madsen.

En af hjernens vigtigste og vanskeligste arbejdsfunktioner er, at rette opmærksomhed de rigtige steder hen. Hjernen bliver bombarderet med indtryk, men i laget under foregår en masse ting ubevidst, som vi ikke tænker over.

Hvis man bliver udsat for voldsomme påvirkninger på én gang eller gennem længere tid, vil oplevelserne ikke nødvendigvis nå ind helt i bevidstheden. Alligevel vil de tære på hjernen, fuldstændig som hvis vi var bevidste om oplevelserne. Derfor kan vi over en periode oparbejde en ubevidst byrde, som pludselig vælter frem. Hjernen får ganske enkelt nok: 

“Det kan være meget forskellige ting alt efter, hvem man er, og hvad man arbejder med. Jeg tror ikke, der er mange i jeres fag, som ikke på et eller andet tidspunkt har oplevet en form for ubehag i en ellers ligegyldig situation, fordi man pludselig kommer til at tænke på noget ubehageligt, man tidligere har oplevet. Det er helt naturligt”.

Nagende livsfare

I 1970’erne viste psykologisk forskning, at de, som havde sværest ved at håndtere deres oplevelser under den Anden Verdenskrig, var de, som sejlede konvojer i Nordatlanten. Disse mennesker sejlede ofte i måneder gennem iskoldt vand og kunne hvert øjeblik blive ramt af en torpedo fra ubåde. Samtidig vidste de, at skibene ikke måtte stoppe. De, som blev ramt, druknede i det mørke hav.

“Denne konstante og nagende livsfare, som ikke var akut, men hele tiden til stede uden at man kunne gøre noget, viste sig allermest belastende, når de kom hjem og skulle forsøge at leve et normalt liv. Jo mere konstant og diffust, en uro er, desto større vil presset i hjernen være,” fortalte Peter Lund Madsen.

Man kan til dels lære sig selv strategier og teknikker, som kan reducere risikoen for at blive påvirket af belastninger, fortalte han. Men fuldstændig at undgå traumer med træning er utopisk.

“Der kan være belastninger, som simpelthen er for voldsomme,” sagde Peter Lund Madsen.       

Af freelancejournalist Erik Holm