Soldater forbrænder store mængder energi, og derfor skal kosten også være solid og proteinholdig (foto: Forsvarsgalleriet)

HKKF hilser meldingen om kødløs selvbestemmelse velkommen

Det er godt for nærdemokratiet, at regeringen vil lade det være op til den enkelte arbejdsplads, om man ønsker at indføre kødfrie dage. Det fysisk krævende job som soldat kræver nemlig store mængder energi, som kød er bedst til at levere.
03. november 2020

Af Emil Arenholt Mosekjær

Statsligt ansatte kødspisere  kan landet over drage et lettelsens suk.

Efter i første omgang at have meldt ud, at der fremover skulle være to ugentlige vegetardage i alle statslige kantiner, modererer regeringen nu deres forslag efter dialog med landets fagforeninger – heriblandt HKKF.

I stedet for tvang får den enkelte arbejdsplads lov til selv at bestemme, om man ønsker kødfrie dage eller ej.

”Vi synes, det er en god ide, at statens kantiner serverer mere bæredygtig mad, men vi har lyttet til medarbejdernes ønske om, at det er ikke noget, der skal besluttes fra centralt hold,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.

Udmeldingen vækker glæde hos HKKF, hvor fungerende formand Kurt Brantner understreger, at også han ser klimaudfordringen som et emne af største vigtighed. Han mener dog ikke, at kødløse dage er den mest effektive vej til at nå i mål, og påpeger desuden visse udfordringer, det ville have for forsvarets ansatte.

”Soldater har et job, der ofte indebærer høj fysisk aktivitet, hvad enten de befinder sig i felten, på skydelejr, eller har daglig tjeneste på kasernen. Derfor er det vigtigt med en solid og proteinholdig kost, så de kan erstatte den energi, de forbruger i løbet af dagen. Og her er kød bare den bedste vej frem,” siger Kurt Brantner.

Han stiller sig desuden kritisk over for, om ISS, der driver forsvarets kantiner, overhovedet ville være i stand til at levere lækker og nærende vegetarkost i tilpas store mængder, når det nu er bevist, at deres drift indtil nu har været under al kritik. Det ville kun øge den utilfredshed blandt medarbejderne, der allerede findes.

”Derfor er det godt, at regeringen har lyttet til de faglige organisationer og overladt beslutningen til den enkelte arbejdsplads. Det er godt for nærdemokratiet, men sender samtidig et signal om, at arbejdet med at vende den negative klimaudvikling er et fælles ansvar,” siger Kurt Brantner.