HKKF’s formand, Tom Block, får overrakt hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren af næstformand Kurt Brantner. Foto: Privat

HKKF’s formand modtager hæderstegn

Tom Block, formand for HKKF, får overrakt hæderstegn for 25 års tjeneste i Forsvaret.
26. september 2021

Det var en overrasket, men stolt formand for HKKF, der i dag modtog det royale hæderstegn for god tjeneste ved Hæren.

Tom Block har været ansat i Hæren i 25 år, og det er en hæder, der betyder noget.  

”Jeg er stolt over at modtage hæderstegnet. Det betyder meget, når man får den slags anerkendelse for ens arbejde,” siger han og fortsætter: 

”Vi taler meget om problemer med fastholdelse af medarbejdere i Hæren, så det er altid dejligt, når vi kan fejre jubilæer, uanset om det er mig selv eller gode kollegaer”.

Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren blev stiftet 26. september 1945 og uddeles derfor hvert år på denne dato.
 

Fakta

Hæderstegnet for god tjeneste ved Hæren gives til enhver mand eller kvinde, der har gjort uafbrudt tjeneste i Hæren i 25 år.

Hæderstegnet, der er i sølv, har den kongelige stifter, Hans Majestæt Kong Christian den X’s kronede navnetræk, hans fødselsdato 26. september 1870 og teksten ’For god tjeneste’ på den ene side og en egekrans med ordet ’Fortjent’ på den anden side.