Værnepligtige ved Ingeniørregimentet på feltøvelse maj 2017. Foto: Jan T. Bertelsen

Hvis det er fakta, så…

I dagens Politiken kan man læse, at Dansk Folkeparti i særdeleshed og Konservative i almindelighed, ønsker dansk forsvar tilbage til den kolde krigs tid, lyder HKKFs formand Flemming Vinthers reaktion. Læs hele hans svar her.
27. august 2017

Dansk Folkeparti (DF) og Konservative (C)  ønsker sig et forsvar, som det vi havde i midt firserne. Med federe våben, bedre køretøjer og uniformer, der faktisk passer folk, men ellers et forsvar der står langs vores kyster og spejder efter landgangsfaretøjerne fyldt med russere. (Dengang var det østtyskere, men de er jo siden blevet vores venner…)

Der bliver argumenteret med, at truslen mod Danmark igen tilsiger et mobiliseringsforsvar med store styrker på beredskab. Styrker som efter en basisuddannelse (kort eller lang) hjemsendes som del af en mobilisering styrke.

Det vil ifølge DF og C være en bedre, billigere og mere effektiv måde at beskytte vores land på.

DF og C er villige til at indsætte værnepligtige i Baltikum, hvis det måtte blive nødvendigt. Så lidt har dog ændret sig, fra jeg mødte ved den Kongelige Livgarde i 1984. Der skulle vi trods alt kun kæmpe i Danmark.

Jeg kan efterfølgende læse på Marie Krarups Facebook, at det har journalisten misforstået. Internationale opgaver skal alene løses af professionelle. Det er jeg jo enig i. Men hvor er logikken så? Det er jo de sammen professionelle, som DF vil skære ned. Så nu kan værnepligtige i DF udgaven ikke anvendes til de opgaver, vi reelt står med, men vi skal bruge en forrygende masse penge på at uddanne dem. Hvorimod de professionelle, som faktisk kan løse opgaverne, dem skal vi skære ned på. Beklager, men jeg røg af i svinget på den logik.

Jeg er stolt over at leve i et land, hvor meninger kan brydes. Og jeg lever fint med, at jeg og DF/C ikke ser ens på, hvad forsvaret kan og skal. Herunder en forskellig tilgang til værnepligt.

Mit mål med dette indlæg er alene at medvirke til, at danskerne reelt er klar over, hvilket valg man foretager, hvis man følger henholdsvis tankerne fra DF/C og fra mig/HKKF.

Der er i dag ikke en konventionel trussel mod dansk territorium. Da jeg gravede skyttehuller ved Livgarden, havde Sovjetunionen ret faktisk kapacitet til at rettet et angreb mod dansk territorium og til at lave et dybt angreb ind i det central Europa. Det var det scenarie, vi øvede os på. Dagens Rusland har ikke sammen kapacitet. Her skal man ikke tro mig! Læs efterretningstjenestens analyser.

Måtte der komme et angreb fra Rusland, vil det være rettet mod NATO ydregrænser. Så vi skal altså ikke kæmpe i Danmark. Vi kan blive udfordret af en masse andre ting; terror, bandekrig, cyper osv. Men ikke angreb fra konventionelle styrker.

Forsvaret skal altså kunne kæmpe i udlandet. Vel at mærke i en kontekst og en geografi som modstanderen vælger, hvilket gør træningen af soldaterne mere kompleks. Og vi skal kunne bistå i opgaver nationalt, som ingen kan forudse (kunne vi det, forhindrede vi jo, at det kom så vidt).

Alt det her kalder altså  med al respekt – ikke på værnepligtige!

Alt dette for at sige, at nutidens soldat ikke bare skal kunne betjene komplekse våbensystemer og kommunikationsmidler. De skal også kunne indsættes og operere i komplekse og hastigt skiftende operationsmiljøer.

Alt det her kalder altså – med al respekt – ikke på værnepligtige!

”Men det var jo nærmeste værnepligtige, vi sendte til Afghanistan, og de gjorde det da super”, er Rasmus Jarlov nogenlunde ordret citeret for i artiklen, og jeg hører også det udsagn fra mange andre, der ønsker en forøget værnepligt.

Ja, det var unge soldater med ca. 12 måneders tjeneste bag sig, vi sendte ud. Og ja, de løste opgave på en måde, som kun kan fremkalde respekt!

Men de blev fra dag ét trænet med henblik på en specifik opgave, nemlig indsættelse i Afghanistan. Til en kendt opgave. Den skiftede over tid, og der skete mange tilpasninger af både træning og forberedelse, men opgaven var kendt. Og alt det ikke stod Afghanistan på blev skåret væk i uddannelsen.

Det bliver et helt andet scenarie med en mobiliseringshær. Den skal trænes til kunne indsættes i en række scenarierne. Det kan man selvfølgelig kompensere for ved at øge værnepligtstiden. De skal efter hjemsendelse hyppigt genindkaldes for at opretholde ”status” på våben, kommunikation og kompetencer generelt. Det vil betyde, at der skal være udrustning, uniformer, våben, køretøjer og personel, der kan holde styr på alt dette, når de værnepligtige er hjemme. Millionerne er begyndt at rulle…

Hvis man forestiller sig, at de rent faktisk blev deployeret til fx Baltikum, så skulle de her ”klikke ind” i allierede enheder. Det gør man ikke ”bare”. Det kræver mange og lange øvelser forud, for at det ikke ender i noget alvorligt rod. Det skal man altså også kunne og vedligeholde. De andre lande holder jo ikke op med at udvikle deres doktriner, bare fordi vi vælger en mobiliseringshær.

Alt det her, vil nogen måske påstå, kan håndteres ved en tilpas lang værnepligt og hyppige genindkaldelser.

Jo, det er vel rigtig nok. Men har vi så reelt ikke fået et semiprofessionelt forsvar – bare på værnepligtsløn og vilkår! Og det var vel ikke en øvelse i social dumping, vi var ude i – vel?

Og så bare en sidste ”detalje”, som jeg synes, mange fuldstændig vælger at ignorere. Det hedder altså værnepligt - med tryk på den sidste del af ordet.

Ovenstående model kunne – måske – fungere, hvis værnepligtige i al fremtid også bestod af 98% frivillige. Men hvad med den dag, hvor det ikke er tilfældet? Jeg er så belastet af erfaringer, at jeg godt kan huske de værnepligtige, vi modtog ved Kongens Artilleriregiment i slut firserne. Lad os bare sige, at de ikke alle var der af egen fri vilje. Mange rettede ind, men mange følte naturligt nok ikke noget stort behov for at imødekomme forsvarets logik og behov, og jeg ville nødig i krig sammen med dem! (Sorry guys – I var tvunget ind, men nemme var I godt nok ikke, og det var ikke meget soldat, vi fik ud af jer).

Det var så lidt fakta omkring værnepligt, som jeg ser det.

Jeg bliver ofte skudt i skoene, at mine udsagn om værnepligt ikke bør tælle med, da jeg jo bare vil have flere professionelle soldater – læs: flere medlemmer.

Selvfølgelig vil jeg have flere medlemmer, og selvfølgelig ser jeg mange ting i et HKKF perspektiv. Men det betyder da ikke, at alt hvad jeg siger er vrøvl. Jeg har trods alt også over 30 år i forsvaret, og 16 år som forbundsformand at trække på. Mit indlæg skal naturligvis læses som et partsindlæg. Jeg varetager bestemte interesser. Ligesom politikernes indlæg skal læses med den krølle, at det sjældent er helt frit for partipolitiske interesser, og at alle 179 medlemmer af folketinget også har et lokalt bagland, der skal ”afregnes” med.

Sådan er vores ”spilleplade”. Det vil være naivt at ignorere, men det vil da være decideret dumt at beslutte fra start, at der ikke kan være noget rigtig og reelt i vores bidrag alligevel.

Hvordan læserne så vil tolke Marie Krarups fuldstændige afvisning af – ikke mine – men forsvarets beregninger over udgifterne til en øget værnepligt og hendes totale afvisning af flere militæreksperters vurdering af behovet for hendes model, må jo blive et anliggende mellem hende og hendes vælgere.