Jul

I 1914 sænkede julefreden sig kortvarigt over Vestfronten

For 106 år siden tav kanonerne ved fronten, og snart genlød natten i stedet af salmer. Mange soldater forlod herefter deres skyttegrave for at fejre jul med dem, som indtil for et øjeblik siden havde været deres dødsfjender. Det var dog en kort fornøjelse.
23. december 2020

Af Emil Arenholt Mosekjær

Den 25. december 1914, ved et frontafsnit udenfor den belgiske by Ypres, satte 19-årige Henry Williamson sig ned og skrev et brev hjem til sin mor i England.

”Kære mor. Jeg skriver til dig fra skyttegravene, hvor klokken er 11 om formiddagen. Ved siden af mig er et lille madlavningsbål,” fortæller geværskytten fra 5th London Rifle Brigade, der havde meldt sig til hæren kort efter udbruddet af 1. Verdenskrig et halvt år forinden.

Han havde ligget ved fronten siden november, og ville et par uger senere blive evakueret grundet dysenteri og en omgang skyttegravsfod. Det sidste er ikke overraskende. For som han selv skriver i brevet, så var jorden omkring skyttegravene godt nok frossen, men bunden var våd og mudret.

Her første juledag virker den unge dog soldat opstemt. Og det skyldes ikke kun piben i hans mund – en julegave til samtlige soldater fra prinsesse Mary. Det er måske nærmere indholdet i den: tysk tobak.

”Haha, og så spørger du nok, om det er fra en tysk krigsfange eller fundet i en erobret skyttegrav. Men nej! Det er fra en vaskeægte, levende tysk soldat. I går mødtes briter og tyskere i ingenmandsland, hvor vi udvekslede souvenirs og gav hinanden hånden. Ja, hele juledag og endnu som jeg skriver. Fabelagtigt, ikke sandt?”

Ikke ét skud hele natten
Henry Williamson befandt sig midt i en af de særeste, og samtidig mest livsbekræftende begivenheder i den moderne krigshistorie: julefreden i 1914.

Her opstod der langs dele af Vestfronten spontane våbenhviler i kølvandet på, at de foregående måneders konstante lydtapet af artilleri og maskingeværer ebbede ud i løbet af aftenen. Der blev stille. Og i den frostklare nat begyndte julesalmerne snart at drive over slagmarken i stedet:

”Silent night, holy night,” fra de britiske frontlinjer.

“Stille nacht, heilige nacht,” fra de tyske, der ofte ikke lå mere end 100-300 meter væk.

Soldaterne begyndte herefter at råbe glædelig jul til hinanden. Og inden længe havde de første af dem stukket hovederne op over kanten på skyttegraven, hvilket indtil nu ville have gjort dem til et sikkert mål for fjendens finskytter.

”Snart havde folk i stor stil forladt deres skyttegrave for, ubevæbnede, at mødes i det omstridte, krigshærgede ingenmandsland imellem vores frontlinjer,” fortalte kaptajn Roger Miles fra The Royal Irish Rifles i et brev, som i januar 1915 blev offentliggjort i den britiske avis The Daily Mail.

”Ikke et skud blev affyret hele natten,” afslutter kaptajnen, der blev dræbt blot en uges tid efter jul.

Da solen stod op julemorgen, muliggjorde dagslyset flere aktiviteter sammen, eksempelvis fælles julemesser. Den tyske løjtnant Johannes Niemann fra 133. infanteriregiment fortæller desuden, hvordan han gennem sin kikkert kunne se sine folk udveksle cigaretter, snaps og chokolade med fjenden – hvorefter soldaterne opdagede, at de havde endnu en fælles interesse:

”En skotsk soldat dukkede pludselig op med en fodbold, og i løbet af få minutter var en vaskeægte fodboldkamp undervejs,” fortæller Niemann, der også selv deltog i den lettere kaotiske, timelange kamp.

Der var ofte stor forskel på, hvad der udspillede sig på de forskellige frontafsnit, og det var da heller ikke alle soldaterne, som var positivt stemt over for ideen med at slutte fred med de mænd, som indtil for et øjeblik siden havde slået deres kammerater ihjel. Én af dem var en ung korporal ved navn Adolf Hitler, der slet ikke mente, at den slags hørte sig til under en krig.

Hos franskmændene var man heller ikke helt lige så opsatte som briterne på at fraternisere med de tyske soldater, der trods alt havde besat store dele af deres land. Alligevel er der også her flere eksempler på det. Og hvor der på nogle britiske frontafsnit var ro på tingene op til flere dage efter jul – enkelte steder helt til nytår – var der andre, hvor kampene allerede blev genoptaget efter få timer.

Freden blev ikke gentaget
I mange af soldaternes beskrivelser er der et tydeligt fællestræk, som ikke er til at tage fejl af her 106 år senere: hvor overvældende en oplevelse julefreden havde været for dem.

”Jeg ville ikke have misset den unikke og sære juledag for noget som helst,” fortalte kaptajn Bruce Bairnsfather, der senere skulle blive kendt for sine satiretegninger fra fronten.

Soldaternes oplevelse var da også unik – for det var nemlig ikke noget, der kom til at gentage sig i samme skala.

For det kan godt være, at julefreden i 1914 var en påmindelse for frontsoldaterne om, at manden på den anden side af pigtråden også blot var et menneske af kød og blod; der var lige så træt af mudder, kulde, artillerigranater og døde kammerater som dem selv – og egentlig også bare helst ville hjem til sin familie.

Det er dog ikke nødvendigvis en erkendelse, som folk højere oppe i det militære hierarki er interesserede i, at folk ved fronten får. På begge sider var både soldater og civilbe i månedsvis blevet bombarderet med propaganda om, hvor onde og grusomme den anden side var – og julehygge ved fronten harmonerede ikke særlig godt med det billede.

Det militære lederskab gjorde derfor en aktiv indsats for at forhindre lignende begivenheder i at finde sted fremover. Året efter slæbte den britiske hær endda en kompagnichef for retten, efter at han i julen 1915 indgik en 1-times våbenhvile med tyskerne, så parterne kunne hente deres døde ind fra ingenmandsland og begrave dem.

Generalerne kunne dog ikke forhindre lignende våbenhviler i at opstå fra tid til anden – især i mere rolige perioder, hvor frontsoldaterne ofte stablede en uofficiel forståelse på benene om, at man lod hinanden være i fred.

Et julelys i mørket
Den spontane fred, der opstod langs fronten i julen 1914, har siden opnået en mytologisk status, og er gennem tiden blevet fortolket i både musik, litteratur og tv. Et eksempel på sidstnævnte er filmen 'Joyeux Noël' ('Glædelig Jul') fra 2005, hvor begivenhederne skildres gennem skotske, franske og tyske øjne.

Våbenhvilen er blevet kaldt det ultimative eksempel på julens sande ånd – et bevis på, at hvis blot vi giver plads til det, så kan lyset af og til bryde frem i selv de mørkeste stunder - og selv de værste fjender kan slutte fred. Og lyse stunder var der meget få af under de næste fire års industrialiserede slagteri, der kostede omkring 10 mio. soldater livet.

Heraf en stor del af dem, som i 1914 havde fejret jul med deres dødsfjender.

De, der overlevede, bar til gengæld minderne derfra resten af livet. For det havde været et øjeblik af kortvarig fred i en ellers frygtelig krig, som Alfred Anderson fra det skotske Black Watch Regiment fortalte i et interview to år før sin død i 2005.

Veteranen Albert Moren fra The 2nd Queen’s Regiment havde blot følgende at sige om den ’smukke, månebelyste nat’, hvor den hvide rimfrost skjulte Vestfrontens mudrede jorde, og julesalmer fra soldaterhalse kortvarigt havde fortrængt krigens larm:

”Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af mine livs højdepunkter”.

Fakta

1. Verdenskrig

  • 28. juli 1914 - 11. november 1918
  • Centralmagterne: Tyskland, Østrig-Ungarn, Tyrkiet, mfl.
  • Ententen: Storbritannien, Frankrig, Rusland, Italien, USA (fra 1917), mfl.