Her ses Martin Aaholm. Foto: Christian Sundsdal

I over 10 år har amputerede veteraner siddet fast i en kommunal forhindringsbane

Et forkert skridt betød, at Martin Aaholm i 2009 så sine fremtidsdrømme fordufte sammen med begge ben. Det blev begyndelsen på en endeløs række af kampe mod det velfærdssystem, han indtil da havde opfattet som verdens bedste. En helt urimelig situation, siger forsvarsministeren.
20. maj 2021

Af Emil Arenholt Mosekjær

Den skarpe februarkulde lader ikke til at bide på Martin Aaholm, der er stavret ud for at møde os iført shorts og t-shirt.

”Altså det føles jo som sommer lige nu,” bemærker han, imens sneen drysser ned over Haslev.

De sparsomme benklæder afslører årsagen: Hvor andre har knæ, forsvinder hans lår ned i to proteser af titanium og kulfiber, som strækker sig videre ned i de udtrådte militærstøvler. Det er over 10 år siden, at han sidst har stukket sine egne fødder ned i sådan et par.

Martins krop har dog endnu ikke opdaget, at han mangler cirka 20 kilo af sin oprindelige masse – inklusive to store lemmer, der kan køle blodet ned. Ligesom i en atomreaktor med defekt kølekredsløb er resultatet et overskud af varme, hvilket er praktisk på en råkold dag. Men idet vi træder ind på bilværkstedet, tilføjer han, at det godt kan blive lovlig hedt, når vinter bliver til forår og sommer.
 

Panterens klør

Når Martin Aaholm snakker, gør han det roligt og med velovervejede pauser. Han har ikke noget imod at dele sin historie – igen. Det har han gjort et par gange gennem årene i alt fra avisartikler og tv-dokumentarer til balletscenen på Det Kongelige Teater.

Men den indeholder også nogle af de ting, som kendetegner en god fortælling: En ung mand, som drager ud og får knust sine drømme, og herefter vender hjem til noget, der i bedste fald er en abstrakt fortolkning af det skønmaleri, han voksede op med.

Første akt begynder i Helmandprovinsen 1. juli 2009. Under en operation ved navn Panterens Klør tog den 22-årige konstabel et skæbnesvangert skridt, som forvandlede 50 kilo sprængstof under ham til et inferno af ild og støv, der på et splitsekund pulveriserede fem fingre, begge ben og støvlerne med.

Resten af ham landede på jorden 15 meter derfra, ilde tilredt. Hvis ikke det havde været for et par kompetente sanitetsfolk og to snarrådige jægersoldater, er det meget muligt, at der i dag også ville have stået MARTIN AAHOLM på mindesmærket for Danmarks faldne soldater på Kastellet.

”Samtidig var min kæbe brækket syv steder, og stykkerne lå hulter til bulter i munden. Så for at jeg ikke druknede i blod og tænder, huggede de en kuglepen ind i struben på mig for at skabe frie luftveje.”

Det interessante ved fortællingen er, at selv om han spiller hovedrollen i den, så erindrer han ikke selv noget fra første akt. Dagen er slettet fra hans hukommelse. Da han vågnede på Rigshospitalet, var han overbevist om, at han stadig lå i Afghanistan – og om lidt skulle ud på Operation Panterens Klør.

Hver gang de forsøgte at fortælle ham, at han ikke længere havde nogen ben, svarede han: Ja ja, hvor er mit gevær og min udrustning? Og selv om det da var lidt underligt, at de havde fløjet hans forældre ned til Afghanistan, måtte der jo være tale om sort humor af den slags, soldater er kendt for.

Alt dette skyldtes også den heftige cocktail af medicin, der strømmede gennem kroppen på ham, og da de efter 14 operationer begyndte at skrue ned for den, blev virkeligheden sværere at holde på afstand.

Efter en måned på Riget var den ikke længere til at komme udenom. De sidste rester af tvivl forsvandt, da de pakkede forbindingerne op, og han for første gang så benstumperne.

”Der stod en 20-30 læger, sygeplejersker og psykologer omkring sengen og bed negle, og hele stemningen var en anelse trykket. I et forsøg på at lette den bemærkede jeg stift, at nu manglede jeg bare træbenet, papegøjen og klappen for øjet, så var jeg jo en pirat,” siger Martin Aaholm. 
 

Årelang identitetskrise

I sangen "And the Band Played Waltzing Matilda" bliver en ung soldat slået omkuld af en artillerigranat under Første Verdenskrig. Og da han vågner i hospitalssengen, er det til erkendelsen af, at hans gamle liv som omflakkende sjæl i den australske outback er slut:

“For I'll go no more Waltzing Matilda, all around the green bush far and free. To hunt and to pace, a man needs both legs. No more waltzing Matilda for me.”

Også for Martin Aaholm betød den nye rolle som dobbeltamputeret veteran, at hans hidtidige identitet som kampsoldat pludselig ikke længere stemte overens med virkeligheden. Og at fremtidsdrømmen om at blive finskytte ved Jægerkorpset var uigenkaldeligt knust.

”Dørene til alle mine drømme og visioner blev lukket i. Og ikke bare til plan A, men også til plan B, C og D. Jeg skulle genfinde mig selv helt fra bunden, og det tog faktisk årevis.”

Oven i dét blev der åbnet for en helt ny verden af kampe. Der var de praktiske udfordringer som handicappet, hvor han gradvist kæmpede sig fremad gennem hårdt arbejde og en vilje af stål. Og så var der de andre, hvor modstanderen var af en mere  asymmetrisk karakter.

”Jeg er vokset op med en tro på, at vi har verdens bedste velfærdssamfund, og jeg stolede naivt på, at sikkerhedsnettet nok skulle være der for mig, hvis det blev nødvendigt. Men da jeg en dag vendte hjem med behov for langvarig hjælp, så var den der bare ikke,” siger Martin Aaholm.
 

Kampen med kommunen

I servicelovens paragraf 112 og 113 står der, at handicappede borgere har ret til hjælpemidler og forbrugsgoder, der kan understøtte deres funktionsevne og lette hverdagen. I Martin Aaholms tilfælde handler det om benproteser og en kørestol, hvad han selv betegner som helt basal hjælp. Alligevel skulle han kæmpe for dem.

Hans skader gjorde, at han havde behov for en specialdesignet letvægtskørestol, som var væsentligt dyrere end den tunge model, han først blev tilbudt. Men hos kommunen påpegede de, at han jo allerede havde fået proteser – som på dette tidspunkt dog var både smertefulde og fysisk udmattende at bruge.

Proteser holder desuden ikke for evigt. Og hver gang de knækker, skal han igennem den samme kommunale forhindringsbane: Kan der købes nogle billigere modeller? Kan han vente med at få dem til næste budgetår? Og kunne han i det hele taget ikke godt klare sig med kørestolen i stedet for nye proteser?

”Det er en kamp, jeg og andre veteraner bare har taget igen og igen. Men altså, det kan da ikke komme som en overraskelse, at jeg gerne vil kunne gå, så jeg kan føle mig mere som et normalt menneske.”

Generelt mener han, at handicappede må udholde absurde situationer i det offentlige. Et eksempel var, da han skulle på kommunen og forny sit kørekort og blev bedt om en lægeerklæring på sine manglende ben. Han troede, det var en joke, eftersom han var iført shorts. Det var det ikke.

”Du får jo lyst til at råbe, om de da ikke kan se, at jeg ikke har nogen ben? Det er ikke bare ydmygende. Det er spild af alles tid og af mine penge. Hvorfor skal jeg bruge 500 kroner for at få en højtbetalt læge til sige det, som alle kan se?,” siger han.
 

HKKF: Ikke i orden

Martin Aaholms proteser koster 2,5 millioner kroner og har en holdbarhed fra to til seks år. Han fortæller, at den anerkendte kirurg Finn Warburg og nu afdøde bandagist Christer Levin i sin tid forsigtigt vurderede, at den samlede livstidsudgift for ham lød på 30 til 50 millioner kroner. Dermed skal der ikke mange som ham til at udfordre budgettet hos kommunerne.

”Men det er jo ikke fordi, de skal give os Ferrarier og lokummer af guld. Udgifterne skal være rimelige. Men hver gang jeg skal have nye ben, kæmper de tydeligvis for at holde dem så langt nede i pris som overhovedet muligt.”

I november 2020 luftede den tidligere konstabel Kasper Kiran lignende frustrationer i et opslag på Facebook. Ligesom Martin Aaholm var han udsendt til Afghanistan på ISAF hold 7, hvor også han var i nærkontakt med en IED. I hans tilfælde kostede det ham en arm og et ben.

Nu beskrev han, hvordan han sad bundet til sin kørestol, fordi hans proteser var knækket, og ansøgningen om nye var strandet i det kommunale bureaukrati. En situation, som HKKF’s næstformand Kurt Brantner dengang som nu finder dybt kritisabel:

”Det er på ingen måde i orden, at folk, der har sat livet på spil for Danmark, bliver mødt af sådan en behandling, når de vender sårede hjem. Sagt på godt jysk er det sgu bare for ringe. Lige nu er der for stor forskel på hjælpen i de enkelte kommuner, og det skal vi have fundet en løsning på."

Kasper Kirans råb om hjælp gik da også hurtigt viralt, og kort tid efter reagerede forsvarsminister Trine Bramsen (S) med et opslag på sin Facebook-side, hvor der stod, at hun havde taget initiativ til at finde en løsning på problematikken.

Over for Fagligt Forsvar gentager hun, at de amputerede veteraner ikke må blive ved med at være kastebold i systemet samt at det på ingen måde er rimeligt, at de skal kæmpe for noget, de har ret til. Hvis de oplever problemer med at få nye proteser, skal de have hjælp.

“Veterancentret spiller her en central rolle. De kan støtte vores veteraner i koordinationen mellem myndighederne, også i forhold til kommunerne, og jeg kan kun opfordre til at gøre brug af dem,” siger Trine Bramsen.

Hun tilføjer, at Forsvarsministeriet er gået i dialog med Soldaterlegatet og Beskæftigelsesministeriet for at finde en løsning:

“Lovgivningen vedrørende hjælpemidler som proteser hører jo under dette ministerium, og de er derfor en afgørende medspiller i udviklingen på området. På nuværende tidspunkt er der ikke planer om at inddrage kommunerne i afdækningen af praksis, men det kan være, at det på sigt kan blive nødvendigt.”
 

Benproteser på budgettet

Gennem årene har Martin Aaholm hørt flere politikere sige, at udfordringerne for de amputerede veteraner skal løses. Når det endnu ikke er sket, mener han, det skyldes, at ingen ønsker at sidde med regningen.

Som uønskede skilsmissebørn bliver de amputerede veteraner derfor sendt i ring fra forsvaret over til politikerne og videre til kommunen – hvor man slår ud med armene og siger, at der ikke er penge nok.

”Det er en forfærdelig følelse år efter år at blive mødt med denne her mistro, som om jeg forsøger at malke statskassen for penge. Men altså, der er da ikke nogen, som ønsker at have proteser i stedet for deres rigtige ben,” siger han.

Ifølge Veterancentret er der cirka 20 veteraner på landsplan, som bruger proteser. Et kommunalt budget kan dermed hurtigt blive presset, når de pludselig skal finde millioner af kroner til amputerede veteraner og andre handicappede borgere. Derfor foreslår Martin Aaholm, at regningen for hele området frem over skal samles op af staten.

”For mig handler det her ikke kun om bedre forhold for veteraner, for jeg kender mange civile handicappede, der har kæmpet sig gennem lige så absurde situationer. Og jeg synes faktisk ikke, man kan være bekendt at behandle mennesker på denne her måde.”

Fordi veteranerne er en gruppe med særlige udgangspunkter og behov, mener han dog også, at det giver mening at placere udgiften for dem på forsvarsbudgettet. Det kunne også hjælpe Danmark til at komme nærmere NATO-målet om at bruge to procent af BNP på forsvaret.

”Men pengene skulle have været indregnet i budgettet, da man i sin tid sendte folk ud. Så hvis en mission vurderes til at koste 1,3 milliarder kroner om året, afsætter man i stedet 1,5 milliarder kroner, som er med til at dække fremtidige udgifter til PTSD-behandling eller proteser. Så slap vi for konstant at være et skridt bagud, hvilket er virkeligheden lige nu,” siger Martin Aaholm.