Foto: Istock

Journalist til soldaternes fagforening

Brænder du for at skrive artikler, nyheder og reportager – og er du god til det? Griber du gerne røret for at lave et interview med forsvarsministeren, professoren eller soldaten på kasernen? Og kan du tænke og producere content på tværs af platforme og begå dig i en politisk organisation? Så er du måske vores nye journalist.
04. juni 2021


Hvem er vi?

HKKF er soldaternes fagforening. Vi er foreningen for konstabler og korporaler, men har også en gruppe værnepligtige blandt vores medlemmer. Vi arbejder for at sikre de bedst mulige vilkår for hærens soldater – både i deres hverdag på kasernen, og når de er udsendt til verdens brændpunkter.

Vi er omkring 30 ansatte fordelt på to afdelinger – en i Silkeborg og en i Albertslund. Vi har en uformel omgangstone, er glade for at gå på arbejde og løfter i flok – både fagligt og praktisk.
 

Hvad søger vi?

Vi søger en journalist, der brænder for at skrive artikler, nyheder og reportager til vores fagblad, Fagligt Forsvar. Bladet udkommer fire gange årligt og indeholder et bredt miks af historier – fra det politiske, tekniske og informative til reportager fra soldaternes virkelighed, interview med topfolk og eksperter på forsvarsområdet og præsentationer af det nyeste gear i militæret.

Vores nye medarbejder skal desuden levere indhold til Facebook, være frisk på at lave en hurtig vinkling på et dagsaktuelt emne til vores online platforme og ikke gå af vejen for at skyde en lille video med telefonen. Medarbejderen får desuden ansvaret for et eller flere af vores kommende nyhedsbreve.

Da du bliver en del af et lille kommunikationsteam på i alt tre medarbejdere (dig, teamlederen og en student) kan det ikke afvises, at du også kan blive involveret i pressearbejde, webudvikling, analyse af data og andre kommunikationsopgaver – men vi vægter, at din styrke findes i den skriftlige formidling.
 

Krav til dine kompetencer

  • Struktureret og ansvarsfuld
    Da vi er en lille enhed, er det vigtigt, at vi kan regne med dig. Du skal gerne være i stand til at planlægge din tid, kunne overholde en deadline – og melde ind i god tid, hvis noget glipper (for det sker jo for os alle fra tid til anden).
     
  • Stærk i grammatikken
    Du kommer til at skrive en masse, og derfor er det vigtigt, at du er stærk i den danske grammatik. Du kommer til at bidrage i korrekturfasen, så dine punktummer og kommaer må gerne sidde skarpt.
     
  • Gåpåmod
    Vi udvikler idéer sammen. Derfor er det et plus, hvis du er idérig – og det er afgørende, at du har gåpåmod. Du bliver den primære skribent på vores fagblad, og derfor er det vigtigt, at du tør give dig i kast med opgaverne og få idéerne gjort til virkelighed.
     
  • Flermedial
    Vi producerer content til mange platforme, og derfor er det vigtigt, at du forstår at begå dig flermedialt – og har mod på at lære det, du måske ikke mestrer her og nu.
     
  • Politisk forståelse
    Vi har mange politiske dagsordner. Vi er ikke en mediearbejdsplads, vi er først og fremmest en fagforening. Derfor er det vigtigt, at du kan begå dig i en politisk organisation, hvor du som en del af kommunikationsteamet skal balancere din indsats mellem mange holdninger og hensyn.

Vi forestiller os, at du er uddannet journalist – måske med erfaring fra en politisk organisation. Vi er dog åbne for andre uddannelsesbaggrunde, så længe du mestrer den journalistiske værktøjskasse.
 

Vi tilbyder

  • En arbejdsplads med højt til loftet, masser af humor og plads til et godt grin.
  • Ambitiøse kollegaer, der brænder for at gøre en forskel og skabe resultater.
  • Dit eget kontor og generelt gode faciliteter med masser af plads.
  • Fornuftig lønpakke med 15 procents pension og mulighed for billige forsikringer.
     

Praktisk

Stillingen er baseret i Albertslund.

Vil du være en del af vores arbejdsplads, så send en ansøgning og dit CV i en samlet fil til tep@hkkf.dk senest den 20. juni 2021. Vedlæg gerne et enkelt eksempel på noget, du er stolt af at have skrevet.

Vi planlægger at holde førstesamtaler i uge 25.

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt teamleder for kommunikation Tea Petersen på telefon 29 82 11 70 eller formand Tom Block på 23 96 30 03.