Foto: Forsvarsgalleriet

Kan vi få K35 tilbage?

Kontraktformen K35 er faktisk aldrig taget af bordet, og den eksisterer derfor stadig som en mulighed i overenskomsten. Men arbejdsgiverne ønsker bare ikke at benytte den. Hvad gør vi så?
27. maj 2021

Af Flemming Fage Sørensen og Tea Petersen.

De seneste år har man diskuteret forsvarets kontraktformer – heriblandt kontrakten K35, der gav medarbejderen mulighed for at optjene civiluddannelse efter 33 måneder i forsvaret, og som udløb, når medarbejderen fyldte 35 år.

Mange tror, at K35 ikke længere eksisterer - og mange ønsker, at kontraktformen igen bliver en del af HKKF’s overenskomst. Og her opstår problemet. For K35 er allerede en del af overenskomsten, da den har aldrig været taget ud. Og HKKF nægter at give slip på ordningen, før der er et passende alternativ.

Dejligt, tænker du måske – så kan jeg endelig få mig en K35-kontrakt. Men nej, så simpelt er det desværre ikke. I 2013 besluttede partierne bag forsvarsforliget - på forsvarets anbefaling - at de ikke ønskede at benytte K35 længere. Beslutningen handlede i bund og grund om at spare penge, for uden K35 skal forsvaret nemlig ikke længere betale udgiften til civiluddannelse, fordi retten til det er knyttet op på K35-kontrakten.
 

Arbejdsgiveren bestemmer

Så ja, vi har K35 som en del af vores overenskomst – men ja, det er ret pseudo, når man ikke kan få lov at benytte sig af kontraktformen. Det er nemlig ene og alene arbejdsgiverne, der beslutter, hvordan man bliver ansat i forsvaret, og hvis de nægter at benytte K35, så kan ingen – heller ikke HKKF – stille særligt meget op.

Det betyder, at alle i dag bliver ansat på langtidskontrakter, hvor der ikke er tilknyttet en egentlig ret til uddannelse. Det er uholdbart, og det har en direkte negativ effekt på både fastholdelse og rekruttering.

Forsvaret har ved de seneste tre overenskomster krævet, at vi opgiver K35 – men vi holder fast, indtil der er noget bedre i vente. Skal K35 eller en lignende ordning for alvor i spil, kræver det dog, at arbejdsgiverne rent faktisk tilbyder soldaterne denne form for ansættelse. Vi er på den måde afhængige af enighed mellem parterne, og det er dét, vi kæmper så hårdt for.
 

Komptenceudvikling er vigtigt

For HKKF er det fortsat et vigtigt fokusområde, at konstabelgruppen kompetenceudvikles. Det skal være en ret for den enkelte og ikke overlades til tilfældigheder. Det opnås kun ved, at der indgås aftaler om det.

Derfor er det et ufravigeligt krav fra vores side, at K35 bliver erstattet med en tilsvarende ansættelsesform, der forpligter forsvaret til at sikre uddannelse af konstablerne.

Det er således baggrunden for arbejdet med en ny erhvervsrettet uddannelse for konstabler, der tidligere hed EUD, men nu går under det nye navn EKU (erhvervsrettet konstabeluddannelse). Med denne skal vi sikre, at nye soldater får en uddannelse, som sikrer dem et uddannelsesniveau som faglærte. Det vil også give dem et forspring og en mulighed for at søge merit, hvis de senere ønsker at tage en civil uddannelse.
 

EKU eller K35?

Er en ret til EKU så bedre eller dårligere end en ansættelse med en K35-kontrakt? Det er svært at svare entydigt på.

Nogle var meget glade for K35-kontrakterne, og andre fik desværre aldrig udnyttet deres ret til uddannelse. For HKKF er det derfor helt centralt, at nye ansættelsesformer forpligter forsvaret på uddannelsesdelen – det må ikke være noget, man kan løbe fra.