HKKF

Nedgang i lønnen for statsligt ansatte lander på 0,09 procent

Danmarks Statistik har nu fået styr på tallene for overenskomstperiodens sidste lønregulering. Resultatet er, at statsligt ansatte går 0,09 procent ned i løn fra 1. februar 2021. Årsagen er de økonomiske konsekvenser af Covid-19.
03. februar 2021

Af Tea Petersen

20 kroner – eller deromkring. Det ser ud til at blive beløbet, som medlemmerne af HKKF må undvære, når de hver måned får udbetalt deres månedsløn.

"Det afhænger selvfølgeligt af den enkeltes løn og tillæg, hvor meget det præcist drejer sig om, men et forsigtigt bud er 20 kroner i snit," siger HKKF's næstformand Kurt Brantner.

Læs også: Hvad er lønregulering, og hvordan har det gavnet HKKF’s medlemmer

Først så det ud til at blive en del mere – helt præcist 0,25 procent – men det viste sig, at der var fejl i regnestykkerne. Nu er de endelige beregninger på plads. De offentligt ansatte skal gå 0,09 procent ned i løn fra første februar.

"Vi er selvfølgelig ikke glade for en lønnedgang, ligegyldigt hvor stor eller lille den er. Men 0,09 procent er bedre end 0,25 procent, og forhåbentligt vil vi se en stigning i årene, der følger," siger Kurt Brantner.

Læs også: Du skal sandsynligvis ikke gå ned i løn alligevel

Fakta

Hvornår kan jeg se lønnedgangen på min lønseddel?

Er du bagudlønnet, vil du se en lønnedgang på 0,09 procent på din næste lønseddel – lønnen for februar 2021.

Er du forudlønnet, vil du se en lønnedgang på 0,09 procent på din næste lønseddel – lønnen for marts 2021. Da reguleringen af din løn gælder fra 1. februar, men ikke blev trukket, da du fik udbetalt din februarløn (fordi man var usikker på, hvor mange procent der skulle trækkes), vil du på lønsedlen for marts derfor også se en regulering for februar måned.