Ferie

Særlige feriedage

Du optjener 0,42 særlige feriedage per måneds ansættelse. Det betyder, at du på ét år optjener fem særlige feriedage.

Optjening og afholdelse af særlige feriedage

Du optjener 0,42 særlige feriedage per måneds ansættelse, det vil sige at du i løbet af ét år, optjener fem særlige feriedage. Denne periode følger kalenderåret og starter den 1. januar og slutter den 31. december.

Perioden kaldes også ”optjeningsåret”. De særlige feriedage kan afholdes i perioden 1. maj til 30. april, der kaldes ”afholdelsesperioden for særlige feriedage”.

Eksempel: Du optjener fem særlige feriedage i perioden 1. januar 2021 til 31. december 2021. De 5 særlige feriedage kan holdes i perioden 1. maj 2022 til 30. april 2023.

Udgangspunktet er, at særlige feriedage – ligesom feriedage – optjenes, når du er i beskæftigelse, men du optjener også særlige feriedage (fuld ferie) under hel eller delvis lønnet fravær på grund af eksempelvis:

  • Sygdom
  • Barsels- og adoptionsorlov
  • Ferie, herunder særlige feriedage
  • Uddannelsesorlov
  • Omsorgsdage
  • Barns 1. og 2. sygedag
  • Afspadsering
  • Opsparingsdage
  • Suspension i henhold til tjenestemandslovens § 19
  • Fritstilling

I perioder, hvor der ikke udbetales løn, men hvor der optjenes sædvanlig pensionsret, for eksempel dele af barselsorloven (se under Børn og Familie), sidestilles i relation til ferie med lønnede perioder. Det vil sige, at der optjenes ret til ferie med løn under fraværet.

Særlige feriedage kan holdes samlet, enkeltvis og som brøkdele af dage. Særlige feriedage starter ved arbejdstids begyndelse og slutter ved arbejdstids ophør den/de pågældende dage.

Vigtig viden til tillidsrepræsentanter

Afviklingen af særlige feriedage fastlægges ved en individuel aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren. Der kan derfor ikke indgås lokale kollektive aftaler mellem tillidsrepræsentanter og ledelsen om afvikling, placering eller kontant godtgørelse af de særlige feriedage.

Seks vigtige om særlige feriedage

Når der optjenes ferie under tjenestefrihed uden løn, optjenes der også særlige feriedage. Se samme afsnit under ”Feriedage”.

Hvis du i perioden med tjenestefrihed uden løn har været ansat hos en anden arbejdsgiver og optjent særlige feriedage der, fratrækkes en udbetalte kontante godtgørelse i din løn, der udbetales, når de særlige feriedage holdes. Der kan højst fratrækkes et beløb svarende til lønnen.

I modsætning til feriedage, kan særlige feriedage ikke holdes på forskud. De særlige feriedage findes kun i form af optjente dage.

Tidspunktet for afvikling fastlægges efter aftale mellem dig og arbejdsgiver – og så vidt muligt i overensstemmelse med dine ønsker. Jo tidligere du giver arbejdsgiver besked, jo større er muligheden for, at afholdelsen kan forenes med arbejdet.

Særlige feriedage kan varsles af ledelsen efter 1. januar, hvis afvikling ikke er sket eller fastlagt inden. Ledelsen kan i så fald varsle dagene afholdt med 1 måneds varsel.

Udgangspunktet er, at særlige feriedage skal godtgøres kontant ved udløbet af afholdelsesperioden for de særlige feriedage, dvs. den 30. april. Hvis medarbejderen ønsker det, kan de særlige feriedage overføres.

Lønnen under afholdelse af særlige feriedage beregnes på grundlag på den gennemsnitlige beskæftigelsesgrad i optjeningsåret (kalenderåret), dvs. den 1. januar til 31. december.

Tilgodehavende særlige feriedage godtgøres kontant ved fratræden.

Hvis du bliver ansat hos en anden arbejdsgiver inden for ferieaftalens dækningsområde, dvs. i en anden stilling i staten, kan du aftale med din nye arbejdsgiver, at de særlige feriedage overføres til det nye ansættelsesforhold.

Siden er sidst opdateret: 28.06.22 kl. 09.23