Legion

Romerne skabte historiens første professionelle hær

Gennem århundreder var den romerske hær en frygtet og velsmurt kampmaskine, som har inspireret nutidens militærstyrker. Som noget nyt underskrev soldaterne en kontrakt, hvorefter staten trænede, udrustede og aflønnede dem.
20. december 2020

Af Erik Holm

Mange kender den romerske hær fra tegneserien Asterix og Obelix, hvor gallerne med trylledrik og læsterlige mængder vildsvin i maverne går i flæsket på sagesløse legionærer.

Andre forbinder dem med deres enorme imperium, gladiatorkampene eller for brutale henrettelsesmetoder som korsfæstelsen. Færre tænker nok over, at de også stod fadder til den moderne hær, som vi kender den i dag. Roms succes stod i høj grad på skuldrene af denne frygtede og velsmurte kampmaskine, der havde hårdføre, kontraktansatte soldater som grundstammen.

Vi spoler lige tiden godt 2.100 år tilbage. Frem til da skulle du være romersk borger og eje fast ejendom for at kunne gøre tjeneste i hæren. Slaver, kvinder, udlændinge og andre mindre betydningsfulde borgere havde ingen adgang i militæret.

Det fortæller historiker ved Syddansk Universitet, Tønnes Bekker-Nielsen, der blandt andet har skrevet bogen ‘Mare Nostrum’ om Romerrigets historie.

“Riget var stort, og i Rom var man bange for fjender udefra som gallere og germanere. Derfor var hæren både et forsvar mod fjender og et instrument til erobringer. Den var en central del af Roms identitet,” siger Tønnes Bekker-Nielsen.

Soldaterhvervet var dog ikke en fuldtidsbeskæftigelse. Det var mere en borgerpligt, som man udførte, når behovet for at sende hære i felten opstod. Denne tilgang gav imidlertid stigende begrænsninger i takt med, at riget voksede sig større. Det blev svært at finde nok soldater til de mange felttog, der samtidig fandt sted stadigt længere fra Rom.

“Det var fint nok at gøre tjeneste som soldat, da krigene foregik i Roms nabolag. Men når man pludselig skulle sendes til Spanien på et skib fuld af lus, var det ikke så sjovt længere,” fortæller Tønnes Bekker-Nielsen.

Løsningen blev at ophævet skellet mellem klasserne, fjerne kravet om at du skulle eje fast ejendom og indføre en fast løn for soldaterne. Og hvor de tidligere selv skulle betale for og medbringe udrustning og våben, fik de den fremover udleveret af staten.

Jobbet som soldat blev herefter et offentligt erhverv på samme måde som i dag.

Endeløs march med oppakning
Manden bag reformerne var den romerske konsul Gaius Marius. Fra 107 f.Kr. skabte han dermed det, som blev verdens første fuldtidsprofessionelle hær, hvilket især blev en udvej for fattige italienere uden andre muligheder.

“De underskrev en kontrakt på 25 års tjeneste, hvor de fik en fast og efter tiden ganske fornuftig løn. De fik mad på bordet hver dag, og de havde udsigt til en pension og et stykke jord af staten efter endt tjeneste. Det var altså en mulighed for social opstigen, og på samme måde som det ses i f.eks. USA, var det de fattigste unge mænd, som endte med at udgøre grundstammen i den nye hær,” fortæller Tønnes Bekker-Nielsen.

Kernen i Marius’ hære var legioner på ca. 5.000 mand, som var inddelt i yderligere underenheder. Disse soldater var indfødte romerske borgere, men ved siden af legionerne oprettede Marius ’auxilia’, som var hjælpetropper uden romersk statsborgerskab.

Alt udenom legionen, som f.eks. ingeniører, logistik og sygepleje, blev en del af auxilia. Dette skulle lette opgaven for legionærerne, så de kunne koncentrere sig om deres kerneopgave: at kæmpe.

Legionærerne begyndte snart at blive omtalt som 'Marius' mulddyr', hvilket afslører endnu et aspekt ved reformerne: at den enkelte soldat fremover skulle bære både egen udrustning og gruppemateriel for derved at øge hærens hastighed under march.

Det betød, at soldaten fremover skulle slæbe op mod 30-40 kilo, fortæller Steve Kaye, der er pensioneret geofysiker fra University College of London. Han beskæftiger sig især med romersk arkæologi i Storbritannien, der var en del af riget i næsten 400 år.

I 2013 udgav han et essay, hvor han analyserede romernes marchdistancer og energiforbrug under deres militærkampagner. Ved at bruge formler fra det amerikanske militær sætter Kaye romernes gennemsnitlige marchhastighed til 4,58 km/t, hvilket ligger et sted mellem nutidens amerikanske og britiske hære.

“Ligesom moderne marineinfanterister var legionærerne nøje udvalgte fra befolkningen, og kunne med træning opnå samme resultater,” skriver Steve Kaye i en email.

Han noterer dog en afgørende forskel på datidens og nutidens rekrutter:

“Legionærerne kom typisk fra landbruget og havde tilbragt det meste af deres opvækst under fysisk krævende forhold. De var hårdføre, stærkere og mere udholdende end folk i dag, som tilbringer store dele af deres ungdom siddende i klasseværelser. En legionær ville ikke være særlig påvirket af træningen for nutidens faldskærmssoldater, imens den moderne rekrut ville finde legionærernes træning meget hård,” fortæller Steven Kaye.

Ved at kigge på afstandene mellem hærens lejre ved man, at legionærerne typisk marcherede 29 kilometer om dagen med fuld oppakning og våben. De var iført støvler eller sandaler, og havde tung beklædning under deres kropspanser.

Da meget af Romerriget var koncentreret omkring Middelhavet, foregik det ofte i bagende hede. Især fordi kampagnesæsonen primært var i foråret og om sommeren.

På Stanford University har forskere bygget et program kaldet Orbis, hvor man kan udregne rejsetider i Romerriget. Ifølge modellen ville det i juni måned tage legionærerne 39 dage at marchere fra Rom til Lyon (Lugdunum). Rejsen til Trier i Tyskland (Agusta Treverorum) ville have varet 47 dage med march hver dag.

Overlegne romere
Ud over de mange kilometers march holdt legionærerne konstant deres våbenfærdigheder ved lige. Og så tørtrænede de masser af eksercits, da deres overlegenhed på slagmarken især skyldtes faste, indøvede taktikker, formationer og en jernhård disciplin.

Soldaterne havde desuden forskellige skråstregsfunktioner baseret på deres civile baggrund, som de skulle udføre ved siden af jobbet som infanterist. Eksempelvis som håndværkere eller kokke.

“Legionæren var ét element i en effektiv maskine, der udstrålede romersk magt til de forskellige dele af riget. Han marcherede hele dagen af det, der i dag svarer til grusveje, hvorefter de hver aften byggede en befæstet lejr. Dette var grundlæggende krav til ham,” skriver Steve Kaye.

Han fortæller, at legionen under nordligere himmelstrøg typisk tilbragte vinteren i et fort og først bevægede sig ud på kampagne til foråret.

Den amerikanske general Robert Barrow sagde engang, at amatører taler om taktik, imens de sande eksperter studerer logistik. Det er romerne et godt eksempel på. Romerne var dog overlegne på begge punkter.

Ved at bruge pakdyr og udnytte vandveje var de i stand til indsætte og forsyne store troppestyrker, siger Steve Kaye. Soldaterne kunne supplere dette ved at proviantere eller plyndre de områder, de passerede. Han anslår, at en legion dermed kunne være selvforsynende i op til 20 dage eller mere.

“Med hensyn til logisik og forsyningskæder kan man roligt sige, at den romerske hær havde moderne kvaliteter,” skriver han.

Har inspireret nutiden
Med få undtagelser - eksempelvis slaget i Teutoburgerskoven i det nuværende Tyskland, hvor tre hele legioner blev udslettet af germanerne - var den romerske hær i århundreder en effektiv kampmaskine, der til tider udgjorde cirka 80 procent af statsbudgettet.

Hæren var både prestigefyldt og en fuldstændig afgørende årsag til, at Romerriget blev så stort, fortæller Tønnes Bekker-Nielsen.

“Der var ikke for alvor nogen i samtiden, som kunne hamle op med romerne. I en periode på 600-700 år havde de kun tre store nederlag, og de skyldtes mest generalernes overmod og uforsigtighed. Ellers var den romerske hær fuldstændigt dominerende,” siger han.

Derfor har eftertiden i høj grad ladet sig inspirere af dem, fortæller han. Ud over selve deres professionalisering af hæren peger han på brugen af regimentsfaner, måden at indkvartere sig på i lejre og det vandrette skel mellem officerer og menige soldater.

Og ligesom i dag var det i høj grad gennem et dygtigt korps af befalingsmænd - hos dem kaldet en centurion - at hærens kollektive opsamling og videreførsel af erfaring fandt sted.

“På den måde er der mange elementer i den moderne hær, der i en eller anden grad kan tilskrives romerne. De var dygtige, havde et stærkt militært etos, og de tog gerne ved lære af andre folkeslag. Derfor var den romerske hær så effektiv. Det var bestemt ikke tilfældigt, at de havde så stor succes gennem flere århundreder,” siger Tønnes Bekker-Nielsen.

Fakta

Våben og organisation:

  • Legionærerne var udrustet med et 50 cm langt sværd kaldet en gladius. De havde også et eller flere kastespyd kaldet pilum samt en daggert kaldet pugio. Hver legionærer fik en hjelm, kropspanser og benskinner.
  • Under march bar soldaterne udrustningen med en træstav, der hed en furca. Her hang også ekstraudstyr som krus, spiseredskaber og spader. I alt bar de op mod 40 kg.
  • Ligesom det er tilfældet i en moderne infanterigruppe, udgjorde otte legionærer en enhed, contubernium, som trænede, spiste, sov og kæmpede sammen.

Livsvilkår:

  • En gennemsnitlig legioner var 176 cm og vejede 80 kg. Han ville på en 7-9 timers march med 10 minutters pause pr. time forbrænde knap 3500 kalorier om dagen alene på den fysiske aktivitet.
  • Romerske soldater døde sjældent i kamp, men døde langt oftere af sygdomme, sult eller udmattelse. Når hæren havde succes på slagmarken, var dødsraten kun cirka 5 procent, og ved nederlag var det op til 15 procent. 
  • I lange perioder kom mange soldater dog aldrig i kamp. De var generelt sundere og fik mere at spise end resten af befolkningen og levede i gennemsnit derfor længere.

Romerriget:

  • Romerne havde et at de største og længst regerende imperier gennem historien og bestod i over 1000 år. Deres motto var SPQR, som står for Senatus Populusque Romanus. Dette betød ‘Senatet og det romerske folk’.
  • Riget var centreret omkring Middelhavet og strakte sig over Europa, Nordafrika og Mellemøsten. I storhedstiden omkring år 117 e.Kr. strakte Romerriget sig fra Den Persiske Bugt i øst til Skotland i vest. Det udgjorde et areal på over 5 mio. kvadratkilometer.
  • Anslået 70 mio. mennesker levede i Romerriget, hvilket svarede til 20 procent af verdens daværende befolkning.
  • Romerriget opdeles i tre overordnede perioder: Det romerske kongedømme (753 f.v.t. til 509 f.Kr.., Den Romerske Republik (509 f.Kr.. til 27 f.Kr..) og Det Romerske Imperium (27 f.Kr. til 476 e.Kr.).