Skal du arbejde Grundlovsdag?

Som udgangspunkt skal du holde fri Grundlovsdag. Kun vagttjeneste, uforudsete opgaver og opgaver af hastende karakter bør medføre, at du ikke kan holde fri.
24. maj 2018

5. juni er Grundlovsdag, og HKKF får en del spørgsmål om, hvorvidt man har ret til at holde fri eller ej.

Reglerne er klare og er beskrevet i FPSBST 408-17, som er FPS' bestemmelse om ekstraordinær tjenestefrihed:

”Militært personale ydes tjenestefrihed med løn hele den 5. juni (Grundlovsdag). Tjenesten skal i udgangspunkt altid tillade, at der holdes fri.

Alene vagttjeneste, uforudsete opgaver og opgaver af hastende karakter bør medføre, at tjenesten ikke tillader, at der holdes fri 5. juni (Grundlovsdag)."

HKKF oplever et stigende antal henvendelser om, at arbejdsgiver planlægger med arbejde den 5. juni, også arbejde der ikke er vagttjeneste, uforudsete opgaver eller opgaver af hastende karakter.

Hvis du er blevet sat til tjeneste den 5. juni 2018, vil forbundet meget gerne have eksempler på en plan, øvelsesoversigt, befaling el. lignende, hvoraf det fremgår at du skal arbejde den 5. juni, og med hvad.

Eksempler sendes til Mirjam Spetzler i faglig afdeling på mail msp@hkkf.dk