sommerguide

Stor guide til militære seværdigheder

Danmark er spækket med små og store seværdigheder, hvis du interesserer dig lidt for militærhistorie. Vi har lavet en sommerguide til dig, der skal holde ferie i Danmark i år.
26. juni 2020

I anledning af den forestående sommerferie har vi samlet et lille udvalg af både kendte og måske knap så kendte attraktioner, som du kan sætte på to-do-listen for sommerferien. Og nej, vores liste er på ingen måde fyldestgørende – der er mange flere interessante attraktioner for dig, der har interesse i militærhistorie.

Se hele guiden her

Der er uendeligt mange spændende militære anlæg og landskaber at opleve rundt om i hele Danmark. Og de er relevante, fordi de er udtryk for Danmark på spidsen i hver deres periode.

Går turen til København, er der selvfølgelig Københavns Befæstninger langs Christianshavn og Vestvolden i Hvidovre foruden Holmen, Kastellet og Krigsmuseet i Chr. IV's Lange Tøjhus.

Man kan se 1. Verdenskrigs spor på Mosede Fort eller på Masnedøfort samt de tyske anlæg langs Sikringsstilling Nord – for eksempel i Batteri Gammelskov i Sønderjylland.

2. Verdenskrigs tusindvis af tyske anlæg kan opleves i nærmest hele landet, nok mest spektakulært langs Vestkysten og i Frederikshavn ved Bangsbo Fort, og endeligt er den Kolde Krigs anlæg et must med besøg på Langelandsfort, Stevnsfortet og Bornholmertårnet på Dueodde.

Bemærk, at nogle af de mindre museer har stærkt begrænset åbningstid, da de ofte er bemandet med frivillige – tjek derfor museets webside, før du tager afsted. Der gælder for alle attraktionerne, at coronakrisen kan betyde akutte ændringer i åbningstiderne. Vær også opmærksom på, at nogle museer kun er åbne i forbindelse med forudbestilt rundvisning.

Skal I ikke ud at rejse, så prøv at gå på opdagelse i jeres lokalområde og se, om I kan finde spor fra tidligere tiders militære aktiviteter. Måske ligger der en bunker i jeres skov?

Af Lars Bo Axelholm