Flemming Vinther

Uacceptabelt svigt af syge veteraner

Man skal være rimeligt døv og blind, hvis man gennem de senere år ikke har hørt veteraner berette om afgørelser fra Arbejdsmarkeds Erhvervssikring (AES), der skriger til himlen i forhold til deres PTSD-sager, skriver Flemming Vinther i denne leder fra efterårsnummeret af Fagligt Forsvar, der udkommer i dag.
22. oktober 2019

De faglige organisationer og advokater med speciale i arbejdsskader har ligeledes råbt op, men lige meget har det hjulpet. AES har fortsat sin praksis og dermed afvist sag på sag i strid med gældende lov og ret. AES har igen og igen henvis til loven og til retningslinjer fra WHO og fastholdt, de bare gør deres arbejde. 

Men med den juridiske analyse af myndighedernes praksis, som er udfærdiget af professor mso dr.jur. Andreas Bloch Ehlers og finansieret af Soldaterlegatet, kan vi forhåbentlig nu komme frem til en situation, hvor veteraner – og andre med PTSD – får den sagsbehandling, som de har krav på ifølge loven. 

Professoren bruger 89 sider på at beskrive AES’ manglende efterlevelse af gældende ret, og det rækker længden af denne leder ikke til at gengive. Men kort fortalt beskriver rapporten, at AES stiller strengere krav til belastningen, end der er hjemmel til. For eksempel ved at sige, at man ikke har været i livsfare, for ’der skete jo ikke noget’, uagtet at retningslinjerne alene siger, at man skal have ’oplevet at være i livsfare’. At påstå at man ikke var i livsfare, fordi der ikke er sket noget, svarer jo til at sige til en kræftpatient, at han ikke kan have været bange, da han fik diagnosen, for kemoen har jo virket. 

Professoren påpeger også, at AES blander forskellige påvirkninger sammen, og for eksempel tillægger en dominerende mor større indflydelse på udviklingen af PTSD end voldsomme hændelser i Afghanistan. Jeg skal ikke negligere den indflydelse, en dominerende mor kan have på børn, men at det skulle 'overhale indenom' at se folk blive sprængt i stykker, det har de fleste af os vel svært ved at se. Inklusive åbenbart professoren. 

Det er også uhyrligt at læse, at man tillægge en beskrivelse fra chefen for missionen større vægt end soldatens egen forklaring, trods det at chefen faktisk har skrevet, at han ikke deltog i den nævnte patrulje, og at han ikke ved, om det soldaten beskriver, har fundet sted. 

Læg hertil, at man tillægger det stor vægt, at soldaten tidligt i forløbet har udtalt, at han har det fint, trods det faktum at fortrængning er et PTSD-symptom, og trods det at familie, venner OG speciallæger efterfølgende siger, at han havde symptomer indenfor 6 måneder, så har vi en rigtig ubehagelig cocktail, der fører til det ene uanstændige afslag på anerkendelse og erstatning efter det andet. 

Jeg vil gerne understrege, at vi i HKKF ikke har den holdning, at fordi man er veteran, så har man automatisk krav på at få sin arbejdsskade anerkendt. Og som soldat ved man naturligvis godt, at man har meldt sig til et job som potentielt er farligt og risikobetonet.

Men jeg vil også gerne understrege, at vi forventer og forlanger, at de myndigheder, som er sat i verden for at behandle arbejdsskader, gør deres arbejde i forhold til gældende lov og ret. 

Nok er nok – og det her skal rettes ind nu!