Nyheder

Mor og soldat: Lotte får det til at hænge sammen

I anledning af mors dag, d. 11. maj, fortæller Lotte om at være lastvognsmekaniker i Forsvaret og mor til tre børn. Hverdag og verdenssituation kan presse, men på kasernen bliver der taget hensyn. 
Foto: Forsvarsgalleriet (stock-foto)

Når børnene skal hentes i institutionen, eller der er en tandlægetid, er det ikke noget problem for Lotte. Hun arbejder i dag mest administrativt på et værksted i Forsvaret – og oplever, at der bliver taget hensyn til, at hun også er mor. 

"Der bliver givet plads til, at man både kan være soldat og være mor. Det er selvfølgelig forskelligt, alt efter hvilken enhed man er i, og hvem ens chefer er. Jeg har været heldig med ledere, der forstår det og viser empati," siger Lotte. 

Hun er mor til tre – to tvillinger på 14 og en niårig – og arbejder som overkonstabel af første grad. Også hendes partner er ansat i Forsvaret, og det har rejst spørgsmål derhjemme. 

"De har spurgt: Hvem passer så på os, hvis både mor og far skal afsted? Der har jeg sagt til dem, at jeg altid vælger dem til. Det er vigtigt for mig, at de føler sig trygge."

Bekymringerne kommer ikke ud af det blå. Verdenssituationen sætter sig i både undervisningen og medierne, og Lottes børn følger med. 

"Jeg støtter den politiske beslutning om at sende materiel til Ukraine. Jo mere vi hjælper der, jo mindre er sandsynligheden for, at vi selv skal afsted. Det giver jeg videre til mine børn, for at berolige dem."

I 2017 var hendes mand udstationeret i Mali. Siden da har de været meget bevidste om, hvordan opgaver i udlandet kan påvirke familielivet. 

"Han har fået skrevet ind i sin medarbejdersamtale, at man skal tage højde for, at hans hustru også er ansat i Forsvaret. Det har jeg ikke selv, men mine ledere har altid vidst det."

Et råd til andre mødre 

Hvis Lotte skulle give et råd til andre kvinder, der både drømmer om børn og en karriere i Forsvaret, er det ikke helt uden forbehold.

"Hvis jeg var ny mor i dag, ville jeg ikke vælge Forsvaret til på grund af økonomien. Det er svært for mange familier at få det til at hænge sammen. Men har man en mand med god indkomst, så kan det fungere."

Men hun tilføjer: 

"Det skal ikke være børnene, der afgør, om man vælger Forsvaret fra. Det kan godt lade sig gøre at være både mor og soldat."

Siden er sidst opdateret: 8.05.25 kl. 14.04

Andre nyheder