
Du står i køen til kantinen på kasernen, da dit smartwatch vibrerer. En ny e-mail tikker ind:
“Dit øvelsestillæg er blevet inddraget. Det er besluttet centralt, da udgiften vurderes som uforholdsmæssig i forhold til udbyttet.”
Du åbner telefonen. Endnu en besked:
Basislønnen er sat ned, og godtgørelsen for sidste weekends tjeneste er fjernet med begrundelsen: “Lønkroner skal omprioriteres til materiel.”
Nu står du og overvejer, om du overhovedet har råd til frokost.
Det er heldigvis ikke din virkelighed. Men det kunne være virkeligheden, hvis ikke HKKF havde en overenskomst, der sikrer din løn, dine tillæg, din pension – og meget mere.
Overenskomsten sikrer dine rettigheder hver dag – du opdager det bare ikke, før det pludselig forsvinder – eller der opstår udfordringer. Uden overenskomst er det din arbejdsgiver, der bestemmer. Ikke nødvendigvis fordi han vil gøre livet surt for dig, men fordi man finder det nødvendigt.
Overenskomsten sikrer, at HKKF kan kræve erstatning
Med en overenskomst er der en aftale om dine vilkår – det giver HKKF mulighed for at gribe ind og kræve erstatning, hvis dine rettigheder ikke bliver overholdt.
Men det er jo ikke dine rettigheder, som ikke bliver overholdt, tænker du måske. Men det gjorde soldaten, som manglede feriepenge, nok heller ikke – og han tænkte nok heller ikke, at det ville kræve 4 års tovtrækkeri at få 21.000 tilbage i feriepenge – men det fik han, fordi HKKF gik ind i sagen.
Den sygemeldte soldat som blev sygemeldt, troede nok heller ikke, at hans rettigheder ikke ville blive overholdt, indtil han blev trukket i ferie og frihed – her sikrede HKKF, at hans februarløn blev efterreguleret med 27.789 kr.
HKKF har også sørget for, at flere kan få faglært basisløn, fordi vi fik kriterierne forenklet ved sidste overenskomst. Vi har forhandlet pensionsbidraget op med 2,88 %, og sikret, at du kan få anciennitetstillæg efter 8 års tjeneste. Læs lidt mere om alt det, HKKF også fik sikret i OK24 her.
Overenskomsten er ikke et slutmål – det er et udgangspunkt
Måske lyder det ikke af meget. Men en overenskomst er netop en forhandling – og det er HKKF’s vigtigste løftestang, når dine vilkår skal ændre til det bedre. Overenskomsten er nemlig ikke et slutmål, men grundlaget for flere og bedre rettigheder, når vi skal forhandle i fremtiden. Overenskomsten er udgangspunktet, som giver HKKF mulighed for at bygge videre i forhandlingerne fra gang til gang. Når HKKF for eksempel først har forhandlet et tillæg hjem i én overenskomst, er det langt lettere at forhandle tillægget op i den næste overenskomst – eller få ændret kriterierne, så flere får adgang til det. Det er langt sværere at få et nyt tillæg ind i en overenskomst, end det er at forbedre et eksisterende.
OK26 begynder snart: HKKF melder klar
HKKF tager forhandlingsopgaven om OK26 alvorligt, når det lige om lidt bliver skudt i gang. HKKF har fokus på de 3 kategorier, vi ved er vigtige for jer: Løn, fleksibilitet og pension.
HKKF kæmper for at du får:
- Råd til hverdagen
- Fleksibel hverdag der passer til dig
- Sikret en hverdag efter tjenesten




