Nyheder

Allan hjalp med at slukke en brand: ”Kan man gøre noget, skal man gøre noget”

To medlemmer af HKKF forhindrede et hus i at brænde helt ned og modtog i den forbindelse en gavekurv og Commanders Coin.
Allan Retoft og kollegaen var under uddannelse til sygehjælpere, da de opdagede branden. Foto: Sanne Vils Axelsen, stockbillede

Det var en underlig lugt af brændt plastik, der i første omgang fik Allan Retoft og hans kollega til at reagere. Kort tid efter kunne de se sort røgudvikling fra et hus på den anden side af hegnet ved Ryes Kaserne i Fredericia.

”Jeg bad min kollega om at ringe 112 og hente brandslukkere. Jeg hoppede over hegnet og begyndte at banke på døre og vinduer for at kontrollere, om der var nogen hjemme,” siger Allan Retoft på 33 år, der er OKS-1 ved Føringsstøtteregimentet.

Kollegaen var hurtigt tilbage med brandslukkere, som hun kastede over hegnet til Allan Retoft, der fik tømt to brandslukkere gennem vinduerne i huset. Ganske kort tid efter ankom brandvæsnet.

”Brandvæsnet har efterfølgende vurderet, at brandslukkerne gjorde, at temperaturen blev så tilpas lav, at branden ikke nåede at fortsætte til loftet. Jeg blev rigtig glad for at høre, at det havde haft en effekt, for man kender aldrig efterspillet efter en brand,” siger han.

> Læs også: HKKF sikrer stor efterbetaling til medlemmer på HRU-kontrakt

Klædt på i Forsvaret

Branden fandt sted i slutningen af august, og det er ifølge Allan Retoft tilfældigt, at det blev ham og kollegaen, der opdagede røgen. De to soldater var på vej retur fra forsyningsdepotet på Ryes Kaserne, hvor de skulle hente ekstra udstyr til den undervisning, de var i gang med.

Da de opdagede røgen, tænkte Allan Retoft kort, om røgen kunne stamme fra en skorsten, hvis huset havde oliefyr, men de to kollegaer indgå hurtigt, at den sorte røg steg ud fra alle udluftningshuller på huset.

”Jeg frygtede, at der var brand på loftet, og med den røgudvikling var jeg bekymret for, om der var nogen hjemme i huset, og hvordan de ville have det,” fortæller Allan Retoft og fortsætter:

”Forsvaret har givet mig en uddannelse inden for brandbekæmpelse på et vist niveau. Jeg ved, at hvis døren føles varm, så skal man ikke sparke den ind, og det var den. Men heldigvis kom en nabo løbende og fortalte, at der ikke var nogen hjemme. Det gjorde, at jeg kunne fokusere på at bruge brandslukkerne.”

> Læs også: Forsvaret var de bedste år – og de værste

En gavekurv som tak

Efter episoden var ejerne af huset forbi kasernen for at takke de to soldater og for at give dem en gavekurv. Soldaterne fik også overrakt ’Commanders Coin’ af regimentschefen. Mønten tildeles personer, som har ydet en ekstraordinær indsats.

For Allan Retoft har det betydet mest, at branden blev stoppet, så familien kunne komme ind og få deres fotoalbums, arvestykker og andre minder. Han er dog overbevist om, at alle hans kollegaer på kasernen ville have gjort det samme, og han havde heller ikke kunne gøre det uden hjælpen fra hans kollega.

”I mine yngre dage – før Forsvaret – der havde jeg ikke gjort noget i den dur. Men på grund af mit arbejde i Forsvaret, har jeg haft meget fokus på førstehjælp. At hjælpe andre har helt sikkert været et af mine helt store handlepunkter – uanset situationen. Det er den måde, Forsvaret har formet mig,” siger Allan Retoft, der har været i Forsvaret i 15 år. Han afslutter:

”Jeg har en forhåbning om, at hvis man ser noget ske, om det er en brand, en person, der falder om eller noget tredje, så håber jeg, at de fleste vil reagere. Kan man gøre noget, skal man gøre noget.”

Siden er sidst opdateret: 20.02.23 kl. 14.39

Andre nyheder