Forsvaret var de bedste år – og de værste

Det var kort tid inde i tjenesten, da Sanne Philloe og de fem andre værnepligtige kvinder blev linet op på et geled. Deres kaptajn havde besluttet, at kvinderne skulle have udleveret sports-bh’er. Han talte om det så begejstret, at hun kunne fornemme, at han var stolt af sin idé.  

Kvinderne skulle have udleveret den korrekte størrelse, hvorfor kaptajnen gik rundt og ”målte” kvinderne ved at gætte deres størrelser. Herefter fik kvinderne lov til at gå i lige række hele vejen til depotet, så de kunne få sports-bh’erne udleveret.

Sanne Philloe var på daværende tidspunkt 18 år, og hun husker det som en ydmygende parade. Men episoden er kun én blandt mange oplevelser, der står tydeligt i hukommelsen fra hendes tid som værnepligtig i 1995 ved Kongens Artilleriregiment i Sjælsmark.

Trods oplevelserne valgte hun at blive i Forsvaret frem til 2005 med henholdsvis fem år ved Artilleriet og fem år ved Livgarden. For det var først i 2003, at det for alvor gik op for hende, hvad hun egentlig havde oplevet gennem årene i Forsvaret.

Fra 2020 til 2022 var Sanne Philloe en del af reserven. Hun ville gerne give kvindelige soldater den støtte, hun aldrig selv fik. Foto: Privat.

Krænkelser og magtmisbrug

I 2003 kortlagde Forsvaret nemlig for første gang omfanget af kønskrænkende adfærd blandt kvindelige ansatte. På det tidspunkt var Sanne Philloe fyldt 26 år og kunne sætte kryds ved det meste. Og hun var ikke den eneste. Undersøgelsen viste, at 90 procent af de militært ansatte kvinder havde oplevet at være mål for uønsket seksuel opmærksomhed.

Ifølge Sanne Philloe er kulturen blevet en smule bedre gennem årene i Forsvaret, men der er stadig store problemer. Det vidner TV2’s dokumentar Operation X: I krig og krænkelser om. I dokumentaren, der blev sendt 28. juli, stod 11 kvindelige soldater – både nuværende og tidligere – frem og fortalte om deres oplevelser med krænkende adfærd i Forsvaret. Sanne Philloe var én af dem.

”Jeg stoppede ikke i Forsvaret, fordi jeg ville - jeg kunne simpelthen ikke mere. Jeg var udbrændt efter ti år med systematisk forskelsbehandling, krænkelser og magtmisbrug,” siger Sanne Philloe, der er tidligere OKS-1.

Sanne Philloe har ellers altid sagt fra. Uanset om det var invitationer til drukture med hendes overordnede, eller når hun blev inviteret på dates.

”Jeg var hende den besværlige og sure, og hende som man skulle passe på med at komme for tæt på. Jeg var en af dem, ingen rørte, men jeg blev lagt an på og kigget på konstant. Når jeg sagde nej til overordnede, der inviterede mig ud, så fik jeg dårlige papirer. Når jeg indberettede det, fik jeg at vide, at sådan var det bare. Jeg var også lidt svær at arbejde sammen med, sagde de,” fortæller hun.

I dag er Sanne Philloe 45 år og selvstændig erhvervsdrivende. Når hun tænker tilbage på sin tid i Forsvaret, vil hun på mange måder ønske, at hun havde kunnet indordne sig. Gennem årene har hun måttet sluge mange kameler og været nødt til at lukke ned for sig selv og sin personlighed, forklarer hun, i sådan en grad, at hun nogle gange gik grædende hjem fra arbejde. Til sidst betød det, at hun i 2005 måtte forlade Forsvaret med PTSD-lignende symptomer, manglende overskud og mørke tanker.

> Læs også: Forsvarligt: Vejen til god ledelse går gennem ærlighed, en god tone og handling

Konsekvenser for kvinderne

Forsvaret har senest undersøgt omfanget af seksuelle krænkelser blandt fastansatte i 2021. Undersøgelsen blev besvaret af 8.186 ansatte fordelt som 1.027 kvinder og 7.159 mænd, hvilket er en svarprocent på 56,8 procent.

I undersøgelsen svarede 83 kvinder – svarende til 8,1 procent – at de inden for de seneste 12 måneder havde været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed på arbejdspladsen eller i forbindelse med arbejdet.

Ifølge Eva Hertz, der er psykolog, Ph.d. og stifter af Center for Mental Robusthed, er der et stort strukturelt problem mange steder – også i Forsvaret. Eva Hertz har kendskab til Forsvaret via sit arbejde, hvor hun har været med til at give kampsoldater fra Livgarden mental robusthedstræning før udsendelse. Hun peger på, at det særligt er #MeToo-bevægelsen, der har sat skub i, at der bliver talt mere åbent om krænkelser og andre forhold. Hun påpeger, at det nemlig i høj grad har noget at gøre med magt og magtforhold , da det oftest ikke er kvindelige ledere, der chikaneres.

”Det er et kollegialt problem, og det er et stort strukturelt problem, som først og fremmest er en ledelsesopgave. Forsvaret har også erkendt, at man ikke har taget det seriøst nok. Det er relevant i mange typer af organisationer, og som oftest er det underrapporteret,” siger Eva Hertz.

Ifølge Eva Hertz medfører de strukturelle problemer en grænseløs adfærd, som bunder i en stereotyp opfattelse af kvinder. Det kan have store konsekvenser for de kvinder – og andre minoriteter generelt – der befinder sig i et sådant arbejdsmiljø.

”De mest almindelige psykiske symptomer er, at man vender det indad. Man tænker over, om der er noget, man ikke har gjort: Har man ikke har sagt fra, eller bliver man ikke respekteret for at sige fra? Man bebrejder sig selv. Hvis det varer ved, kan det føre til undgåelsesadfærd, hvor man skaber en strategi for ikke at bringe sig i den situation. Det tager meget psykisk energi, fordi man arbejder for at løse kerneopgaven, men man skal eksempelvis også forsøge at undgå en bestemt kollega,” fortæller psykologen.

En tredje reaktion kan være vrede. Her forsøger man at adressere problemet enten til en tillidsrepræsentant, en arbejdsmiljørepræsentant eller ens leder. Hvis man ikke oplever at blive hørt, kan det have alvorlige konsekvenser, hvor det udvikler sig til stressreaktioner, angstanfald eller klinisk depression med risiko for en langvarig sygemelding, forklarer Eva Hertz.

Hvor var ledelsen?

Hos Trænregimentet i Aalborg har overkonstabel Helene Munk sin daglige gang. Det var også her, hvor hun i 2019 gennemførte sin værnepligt, hvilket hun kalder den mest fantastiske tid med gode oplevelser og kammerater. Hun valgte derfor at fortsætte som konstabelelev. Men da hun ramte den stående styrke i sommeren 2020, oplevede hun et øget fokus på sit køn.

Helene Munk er også en af de kvinder, som stod frem i Operation X: I krig og krænkelser. Under en skydeøvelse i 2020 oplevede den da 21-årige Helene Munk nemlig, hvordan hendes skydeinstruktør i smug tog billeder af hendes bagdel. I første omgang mente hendes leder ikke, at det var nødvendigt at oprette en sag. Efterfølgende skulle Helene Munk selv – ad flere omgange - kontakte de relevante aktører for at høre, om der var nyt i sagen.

Efter episoden følte hun sig glemt og svigtet af systemet. Hun følte ikke, at sagen blev taget alvorligt, og de følelser sidder stadig i hende den dag i dag.

”Det var hårdt for mig, at ledelsen ikke var der. Det var først, da politiet fandt billederne, og min tidligere chef fandt ud af, at det var sandt, at han støttede mig,” fortæller Helene Munk, der uddyber, at det ikke var selve episoden med billederne, der fyldte mest i situationen, men håndteringen.

Som konsekvens af TV2-dokumentaren og kvindernes historier har Forsvaret præsenteret et træningsforløb, der inden 2025 skal træne alle soldater og ledere i håndtering og bekæmpelse af krænkende adfærd.

Ifølge Helene Munk er det godt med en uddannelsesplan, og at det begynder på lederniveau, men for hende er det også vigtigt, at der er en åben dialog om krænkende adfærd.

”Vi skal kunne snakke om tingene. Det må ikke blive tabu. Det var en tendens før i tiden, at man i højere grad pakkede det ind og gemte det væk, men i takt med at jeg bliver ældre i tjeneste, så bliver det bedre. Vi opnår en ny respekt og kan være med til at præge de nye soldater, der kommer til. Der er stadig problemer, men vi er bedre til at snakke om det, hvilket gør, at det er noget andet at gå på arbejde nu end for to år siden,” siger hun.

I dag arbejder Helene Munk med forsyningslogistik ved Trænregimentet i Aalborg. Foto: Privat.

Kvindelige rollemodeller

Både Helene Munk og Sanne Philloe elsker at være i uniformen. Derfor er Sanne Philloe også ked af, at hun måtte forlade den arbejdsplads, der gav hende frihed under ansvar, gode kollegaer, mulighed for uddannelse og meget mere. Men hver gang hun oplevede noget, der overtrådte hendes grænser, blev hun mødt af en mur, når du gik til din leder. Men Forsvaret trak alligevel stadig i hende, og i 2020 vendte hun dog tilbage for at blive en del af reserven.

”Jeg vendte tilbage for at få den gode afslutning, jeg aldrig fik, og så håbede jeg, at jeg kunne blive en mentor og støtte for andre kvinder. Jeg blev glad for at se alle de kvinder, der var, særligt alle de kvindelige sprogofficerer med deres store garn under baretten,” siger Sanne Philloe og fortsætter:

”Men alt var stort set det samme. Under en øvelse med reserven sad en kollega foran mig og sagde ”hvad fanden skal vi med den her mangfoldighed?”. Jeg indså, at jeg ikke ville komme til at gøre den forskel, jeg drømte om. Der vil gå mange år, før der kommer den åbenhed, der er brug for.”

I marts 2022 forlod hun derfor endegyldigt Forsvaret.

> Læs også: Forsvarschef: Vi skal fokusere på den enkelte

En stærkt, men maskulint “vi”

Hvis man spørger lektor og Ph.d. Lise Lotte Hansen, der underviser i køn og ledelse ved Roskilde Universitet, kan Sanne Philloe have ret i, at hun vil få svært ved at gøre en forskel. I forhold til rollemodeller er der nemlig nogle begrænsninger.

”Man kan bruge rollemodeller til at danne sin egen vej igennem en organisation, hvor det kan være svært at være kvinde. Det kan skabe et tillids- og tilhørsforhold, hvis rollemodellen er åben overfor, hvad der kan være svært, og at vedkommende ikke er perfekt,” forklarer Lise Lotte Hansen.

Men en rollemodel i klassisk forstand vil ofte være en leder, og i en organisation som Forsvaret, hvor der er stærke normer og værdier, kan det være svært for kvinder at komme til tops, hvis man rejser spørgsmål omkring ligestilling og kulturen. Med andre ord kan man være nødt til at blive ”en af drengene”.

”I et farligt erhverv som Forsvaret er det vigtigt med et stærkt ”vi”. Den kultur er ofte forbundet med en maskulin og seksualiseret kultur. Når der er behov for et stærkt ”vi”, kan der opstå en konflikt, når nogen siger fra. Enten bliver det stærke ”vi” svækket, og ellers føler kvinderne et svagere tilhørsforhold, fordi de ikke er en del af det ”vi”,” siger Lise Lotte Hansen.

Hun uddyber, at kvindelige rollemodeller sagtens kan tiltrække flere kvinder, men det vil ikke løse de grundlæggende problemer, hvis ikke der er mulighed for at ændre på normerne.

Men for Helene Munk og Sanne Philloe kan Forsvaret alligevel noget helt særligt. Derfor vil de alligevel anbefale andre kvinder at søge ind. For Helene Munk var det særligt hendes uddannelsestid, der var de bedste måneder, og ifølge Sanne Philloe var Forsvaret både de ti bedste og værste år i hendes liv. Derfor håber hun, at der kan komme en kulturændring i takt med, at der kommer flere kvinder i Forsvaret. Men siger hun:

”Kvinderne skal oplyses bedre, for nogle hopper jo direkte fra skole i uniformen. Jeg vil sige til kvinderne, at alt de gør, har en betydning. De skal derfor være opmærksomme og passe på sig selv.”

Rettelse: Efter udgivelsen har Joulie skiftet navn til Sanne, hvorfor dette er ændret i den digitale version her på hjemmesiden i forhold til den trykte udgave af Fagligt Forsvar.