Kabul tog luften fra Mads

Den 16. december 2019 står Mads Møller-Jensen alene på stationen under Københavns Lufthavn og venter på toget hjem.

Omkring halvanden måned før resten af holdet er han sendt hjem fra sin udsendelse i Kabul. En nat vågnede han ved tretiden og kunne ikke få vejret. Han forlod Afghanistan, mens kammeraterne blev tilbage.

Telefonen ringer fra et nummer, han ikke kender. Det er en læge fra Forsvaret, som vil sikre sig, at han er kommet helt hjem og står på dansk jord.

Det gør han.

Da Mads fortæller, at han står på stationen, er beskeden, at det er fint. Så slutter samtalen, og han tager toget mod Esbjerg og hjem til sine forældre.

Forsvaret har sikret sig, at den unge konstabel er kommet hjem, men det er ikke afslutningen. Mads står i virkeligheden kun ved begyndelsen.

Han ved endnu ikke, at lungerne ikke bare skal have ro. At han ikke længere vil kunne være den operative soldat, han har trænet til at blive. At han skal bruge år på at få anerkendt, at sygdommen skyldes arbejdet i Kabul – og endnu længere på at finde ud af, hvem han er, når det liv, han havde planlagt, ikke længere er muligt.

“Jeg troede 100 % på, at det bare skulle have lidt tid. Jeg tænkte hele tiden: ‘Du skal bare lige have lidt tid’. Det blev lidt bedre, men det blev aldrig godt.”

I dag, næsten syv år senere, er Mads 29 år. Astmaen er blevet anerkendt som en arbejdsskade, men sagen er endnu ikke afsluttet. Sygdommen sætter stadig grænser for hans arbejde, familieliv og de ting, han tidligere tog for givet.

Det var under arbejdet i Kabul, at Mads begyndte at få problemer med vejrtrækningen

Soldat var ikke bare et arbejde

Da Mads tog til Kabul, var han i begyndelsen af 20’erne og i det, han selv beskriver som måske den bedste form i sit liv.

Han var begyndt i Forsvaret i 2018 med værnepligt i Holstebro og fortsatte på HRU. Da der manglede syv soldater til en udsendelse til Afghanistan med Niels Kjeldsens Eskadron, meldte han sig.

Mads var kampvognssoldat, sprang faldskærm, var uddannet dykker og trænede hårdt fysisk - i perioder omkring 20 gange om måneden.

“Jeg kunne lide det liv, hvor man brugte kroppen. Det var også derfor, jeg søgte ind i Forsvaret.”

Udsendelsen skulle være endnu et skridt i en militær karriere, som han regnede med, skulle vare i mange år.

“Min store drøm, og det jeg trænede hen imod, var at blive finskytte. Det var planen fra den dag, jeg gik ind.”

Opgaven var såkaldt Guardian Angel: Soldaterne transporterede og sikrede personer på vej gennem Kabul og stod vagt under møderne. Foto: PAO Jackie

Som at stå i en røgsøjle

I Kabul kørte Mads og hans gruppe eskorte og sikrede officerer, der skulle til møder rundt i byen. De boede i New Kabul Compound, hvor røgen fra byen lagde sig tæt over lejren i de kolde måneder.

“Kabul ligger nede i en dal, nærmest i et stort hul omgivet af bjerge. Alt den smog, der bliver produceret i byen, kan ikke komme væk. Den ligger som et kæmpe låg over byen.”

Ifølge Mads brændte mange af byens indbyggere gummi, plastik og affald for at holde varmen. I lejren kunne soldaterne ikke undgå luften. De skulle udenfor, når de skulle spise, bade, børste tænder eller på toilettet.

“Hvis jeg stillede mig ved det ene tårn og kiggede mod det andet, kunne jeg ikke se selve tårnet. Jeg kunne kun se lyset på det. Det var som at stå i en røgsøjle.”

Luftrensere kørte på værelserne, men det sorte smuds fandt alligevel vej ind.

“Hvis man kørte en finger hen over den hvide væg, kunne man se en hvid stribe bagefter. Resten var dækket af sort smuds, der hang på væggene.”

Her ses smogtågen

Under en omgang crossfit udenfor mærkede Mads første gang, at han ikke kunne få luft som normalt. Han gik til lægen og fik en astmaspray. Under leave i Danmark blev han bedre og kunne igen træne og løbe. Men kort efter tilbagekomsten til Kabul kom symptomerne igen.

Da han vendte tilbage efter sin anden leave, var vinteren for alvor sat ind. Allerede da han steg ud af flyet, kunne han mærke det.

“Jeg kan ikke få vejret her. Det er ikke godt.”

Alligevel fortsatte han. Når lægen spurgte, hvordan det gik, brugte han, som han selv kalder det, soldatermetoden:

“Det går fint, bare fremad.”

Kort efter vågnede han omkring klokken tre om natten og kunne ikke få vejret. Han blev sat i behandling med prednisolon, og dagen efter blev det besluttet at sende ham hjem.

Han kom væk fra luften i Kabul. Men sygdommen rejste med.

Mads løste eskorte- og sikringsopgaver under udsendelsen til Kabul.

Hjemme – men stadig syg

Hver morgen efter han kom hjem begyndte med hoste og slim.

“De første halvanden til to timer hver morgen stod jeg ved toilettet og kastede slim op, som havde bygget sig op i løbet af natten. Jeg hostede og harkede.”

Da problemerne ikke forsvandt, blev Mads henvist til lungeambulatoriet i Esbjerg. Indkaldelsen lød på en tid næsten ti måneder senere.

“Jeg ringede rundt og sagde: ‘Prøv at hør: Jeg føler, jeg er ved at dø. Jeg får astmaanfald og står ude på toilettet. Jeg skal have hjælp’.”

Tre dage senere kom han til Vejle Sygehus. Efter en række undersøgelser blev diagnosen fastslået: Mads havde astma.

Han fik medicin, som dæmpede symptomerne, men det fjernede ikke konsekvenserne.

“Jeg var måske i den bedste form i mit liv. Så kom jeg hjem og var ved at dø af bare at gå ud på toilettet.”

Følelsen af ikke at kunne få luft satte sig også psykisk. Han udviklede angst og blev bange for at få pulsen op. I omkring halvandet år var han sygemeldt.

Drømmen om soldaterkarriere braste

Allerede under udsendelsen havde Mads fået aftalt et job i Stabskompagniet. Da han kom hjem, måtte han fortælle, at han ikke kunne begynde som planlagt.

Den militære læge vurderede, at han ikke længere kunne opretholde sin hidtidige helbredsgodkendelse. Han kunne kun erklæres “begrænset egnet til national tjeneste”. På det tidspunkt var der næsten ingen stillinger i Forsvaret for soldater med den godkendelse.

Dermed mistede han ikke bare sit næste job. Hele den fremtid, han havde arbejdet hen imod, forsvandt.

“Så står man der og tænker: Hvad fanden er du så? Du er ikke soldat mere. Du kan ikke trække vejret. Du kan ikke springe faldskærm, dykke, dyrke crossfit eller lave noget af dét, du har fundet glæde i.”

Sygdommen kunne samtidig være svær at forklare. Når Mads sad stille i almindelige omgivelser, kunne hans lungefunktion være normal. Problemerne viste sig, når han anstrengte sig eller blev udsat for røg.

Mads sagde til sin kontakt på jobcentret, at han nogle gange hellere ville have mistet et ben.

“Så kunne folk se det og forstå, at man går langsommere eller har ondt. Ingen forstår det, når jeg ringer til chefen klokken seks og siger, at jeg ikke kommer, fordi jeg ikke kan trække vejret. Det lyder bare som en dårlig undskyldning.”

Tilbage til kampvognen – som civil

Veterancentret kom ind over og tilbød at betale en ny uddannelse. Mads’ plan B havde været at blive ambulanceredder, men de fysiske krav gjorde det umuligt. Det samme gjaldt politiet.

“Så var jeg tilbage ved spørgsmålet: Hvad vil du resten af dit liv?”

Efter et forsøg på læreruddannelsen blev han uddannet automatiktekniker. Men også i det nye fag satte astmaen grænser. Arbejdet med renovering af skibe udsatte ham for røg og partikler, og efter en voldsom reaktion rådede en overlæge ham til at finde et andet arbejde.

En tidligere soldaterkammerat gjorde ham opmærksom på en civil stilling som mekaniker på kampvogne i Oksbøl. Her er arbejdsforholdene bedre, men når en kampvogn skal køre ind i værkstedet ved egen kraft, må Mads ofte gå udenfor, mens der bliver luftet ud.

“Jeg kan efterhånden mærke, når jeg har to valg: Enten stopper jeg med det, jeg laver, eller også tager jeg min astmaspray og fortsætter.”

Han er tilbage ved kampvognene, men ikke i det soldaterliv, han havde forestillet sig.

“Jeg synes ikke, det er fedt, at mit liv er endt sådan. Det generer mig dagligt, selv om det bliver bedre med tiden.”

Mads må stadig indrette hverdagen efter, hvad hans lunger kan holde til. Her sammen med hunden Arlo.

Far må stoppe legen

Astmaen sætter også grænser derhjemme. Mads har tvillinger på tre år og en søn på otte måneder. Han kan godt spille fodbold med børnene, lege fangeleg og tumle med dem, men ikke altid så længe, som han ønsker.

“Vi kan ikke lege fangeleg eller vandkamp i to timer, uden at far skal tage astmaspray. Når jeg tumler med børnene i sengen, kommer det også til at påvirke vejrtrækningen. Jeg har indrettet mit liv, så jeg ikke længere laver mange af de ting, der udløser problemerne.”

Det får sygdommen til at se mindre indgribende ud udefra. Men hverdagen fungerer kun, fordi Mads hele tiden navigerer uden om det, hans lunger ikke kan holde til.

Alene på et bjerg

På en ferie omkring Luxembourg tog Mads hunden med på en tur op ad et bjerg, mens familiens bil blev ladet op. Efter omkring 20 minutter kunne han pludselig ikke få vejret.

“Jeg tog sprayen og måtte sætte mig ned lige dér, fordi jeg vidste, at jeg heller ikke bare kunne gå ned igen.”

Efter et kvarter begyndte medicinen at virke, og han kunne langsomt gå tilbage med pauser undervejs.

“I gamle dage kunne jeg have løbet op ad det bjerg.”

En tilfældig torsdag

Samtidig med at Mads forsøgte at bygge et nyt liv, skulle han bevise, at sygdommen skyldtes arbejdet i Kabul for at kunne få anerkendt sin astma som en arbejdsskade. Arbejdsskadesagen blev afvist flere gange, og hver gang fulgte nye spørgsmål, frister og dokumenter.

“Prøv at forestille dig, at du sidder hjemme og kæmper for at få et liv til at hænge sammen og for at finde medicin, der virker. Så kommer der en helt tilfældig torsdag et brev om, at arbejdsskadesagen er afvist.”

Afgørelserne kunne slå ham ud i ugevis.

“Ens liv står på standby, mens det står på.”

Mads og hans kone lavede til sidst en regel: Når der kom en dårlig besked, måtte han være vred og fortvivlet i to dage. Derefter skulle han forsøge at rejse sig igen.

“Det nytter ikke, at sagen ødelægger mere af livet, end den allerede gør.”

En, der tog sig af sagen

Midt i afgørelserne, fristerne og klagerne blev Vibeke Greve Kristensen fra HKKF’s arbejdsskadeteam den person, Mads kunne ringe til. Hun forklarede brevene, reagerede på forsinkelserne og hjalp med at føre sagen videre.

“Det, man har brug for i sådan et kaos af papirer, dokumenter og klager, er en person, man kan ringe til, som siger: ‘Jeg tager mig af det, Mads. Bare rolig’.”

HKKF holdt fast efter afslagene og hentede ekstern advokathjælp.

“Jeg ved ikke selv, hvordan man formulerer alle de ting. Det har været en stor hjælp at kunne lægge sagen over til en, der ved, hvad der skal gøres.”

Anerkendt – men ikke færdig

Efter flere afslag blev Mads’ astma til sidst anerkendt som en arbejdsskade. For ham var det vigtigste ikke i første omgang erstatningen, men at få slået fast, at sygdommen var reel og skyldtes arbejdet.

“Det var dét, jeg først havde brug for: At kunne sige, at jeg faktisk fejler noget, og at det ikke er en undskyldning.”

Anerkendelsen satte ikke punktum. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har foreløbig fastsat méngraden til 10 procent. Det mener Mads og HKKF er for lavt, og afgørelsen er anket. Der mangler også afgørelser om blandt andet tab af erhvervsevne og behandlingsudgifter.

Men selv når arbejdsskadesagen en dag er afsluttet, får Mads ikke det liv tilbage, han havde planlagt. Han kan godt lide sit arbejde i Oksbøl, men sammenligner stadig nye muligheder mod soldaterlivet.

“Jeg kæmper med, at jeg hele tiden jager det kick, jeg havde før.”

Da han bliver spurgt, om han har fundet ud af, hvem han er nu, er svaret stadig nej.

“Jeg leder stadig. Jeg håber, jeg finder det en dag, men jeg har ikke fundet det endnu.”