Første gang Preben for alvor mærkede magtesløsheden, stod han i en lejr på Balkan midt under krigen. I 1995 var han udsendt med FN og stod vagt, da kvinder og børn forsøgte at komme ind i lejren.
“Det var barskt. Vi vidste godt, hvad der ventede dem,” siger han. “Men reglerne sagde, at vi ikke måtte lukke dem ind. Hvis vi gjorde det, var de under FN-beskyttelse, og så skulle de evakueres ud af landet.”
Han talte aldrig med nogen om det, og senere kan psykologer spore PTSD’ens oprindelse hertil. Siden blev det til elleve udsendelser mere – Irak, Afghanistan, Grækenland. Hver gang sagde han ja.
Missionerne gav ham noget, som livet hjemme ikke kunne: Struktur, kammeratskab og mening. “Jeg havde det bedst, når jeg var af sted,” fortæller han. “Herhjemme bliver alt bare uroligt.”
I dag bor Preben alene i sit hus i Jylland. Han har været udsendt 12 gange og fået afslag to gange på at få sin PTSD anerkendt som en arbejdsskade. Fagligt Forsvar har besøgt ham, fordi han er en af de mange medlemmer af HKKF, der næste år kan få sin arbejdsskadesag genoptaget, når loven om omvendt bevisbyrde træder i kraft – en ændring, som HKKF længe har kæmpet for.
Omvendt bevisbyrde
- Gælder PTSD-sager efter udsendelse.
- Hovedreglen vil være, hvis man bliver diagnosticeret af en speciallæge i psykiatri og har været udsendt, skal sagen anerkendes.
- Træder i kraft i 2026.
- Gælder både nye og tidligere afviste sager.
Preben er stadig ansat som tjenestemand i Forsvaret, men har været sygemeldt i to år og venter på at blive afskediget på grund af sygdom. Hver dag går han lange ture for at holde sig i gang. Han savner kollegerne og livet i uniform, men frygter også, at det hele en dag slår klik igen.
Livet i uniform
Prebens mange udseendelser har betydet, at han ofte kun var hjemme i få uger, før telefonen ringede igen. “Jeg nåede lige at pakke ud, så skulle jeg af sted igen,” siger han. Hver gang sagde han ja, og hver gang fandt han roen i arbejdet. For Preben har Forsvaret altid været mere end et arbejde – det har været hele hans liv, dét han kan, og det han kender.
Preben havde en funktion, som der altid var brug for. Hans opgaver førte ham ofte helt frem i frontlinjen, hvor presset var størst, og hvor det krævede ro og overblik at få tingene til at fungere. “Der var styr på tingene derude,” siger han. “Man vidste, hvad man skulle.”
Efter hver mission blev han sendt forbi en psykolog, sådan som proceduren er. Men det var mest formelt. “Der er ikke nogen, der kommer hjem og siger, at de har det dårligt,” siger han. “Man siger bare, at man har det fint. Vi har alle sammen et arbejde, der skal passes.”
Da det sagde klik
Det var under en INTOPS-mission i Nordatlanten, at det pludselig brast. Han havde søgt over i Søværnet efter mange år i Hæren. Preben havde været udsendt mange gange før, men på den 12. udsendelse kunne han ikke finde roen. På et skib er man tæt på hinanden og kan ikke trække sig tilbage. Han sov dårligt, kunne ikke koncentrere sig og begyndte at føle sig fanget.
“Jeg var lige ved at hoppe i havet og begynde at svømme tilbage,” siger han stille. “Jeg skulle bare hjem.”
Hjemme forsøgte han at fortsætte i en ny stilling. Men han kunne ikke mere. “Jeg troede, jeg kunne. Men pludselig begyndte jeg at græde på vej til arbejde. Det kom bare – uden jeg forstod hvorfor,” fortæller han.
De lange gåture giver ro i hovedet, når tankerne bliver for mange. Foto: Ernst van Norde
Til sidst meldte han sig syg. Psykologen fortalte ham senere, at sammenbruddet ikke kom ud af det blå. Den nu konstaterede PTSD var kulminationen på mange års oplevelser, der havde sat sig – lag på lag. For første gang kunne han ikke længere finde den ro, der før havde holdt ham oppe.
Han håbede længe, at det bare var en pause. At han ville få det bedre og kunne vende tilbage. Men efterhånden gik det op for ham, at han ikke kom tilbage i uniform. Det var svært at acceptere. “Det har jo været mit liv,” siger han. “Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal være.”
Hukommelsen og systemet
Preben vil vise listen over sine udsendelser på computeren, da Fagligt Forsvar besøger ham. Han sætter sig ved spisebordet, taster koden og venter. Intet sker. Han prøver igen, men profilen logger ud. “Jeg bruger den hver dag,” siger han stille. “Jeg kan ikke engang huske koden længere.”
På computeren ligger ikke bare listen over missioner, men også brevet fra Forsvaret, hvor de bekræfter, at han har været udsendt flere gange – og at det er sandsynligt, at oplevelserne under missionerne har påvirket ham. I brevet står også, at flere danske soldater er blevet dræbt under de missioner, han har deltaget i. “Vi mistede også en soldat, én som jeg kendte rigtig godt… og også en tolk. Det var barskt. Men efter det, så fortsætter dagene normalt. Man sender ham hjem i kisten, og så fortsætter man bare.”
Uoverskuelige konsekvenser
Når samtalen falder på muligheden for at få arbejdsskadesagen genoptaget, bliver han træt.
“Der er mange ting, nogle gange bare et eller andet,” siger han.
“Jamen så skal du lige have en lægeerklæring, og så skal du lige bruge det, og så skal vi lige have en eller anden psykolog, speciallægeerklæringer – og mit hoved kan virkelig ikke rumme det.”
Det seneste var Forsvaret og Helbredsnævnet, der skulle bruge erklæringer og hele journalen fra hans læge. “Og så skulle jeg måske igennem en speciallægeerklæring igen. Det er to år siden. Mit hoved kan ikke rumme mere,” siger han. “Nogle gange, når man snakker om det, er det ligesom, der er lagt et låg på, og så skal man åbne det låg igen og starte helt forfra med alt det, man har været igennem.”
Hukommelsen driller også. Det er bivirkninger. “Nogle gange, hvis jeg sidder på sofaen, og jeg skal op og hente et eller andet, så går jeg i køkkenet – og hvad er det, jeg skulle hente? Så går jeg tilbage igen. Jeg glemmer det. Der er et eller andet, der forsvinder med det samme,” siger han.
Han stod altid forrest, når der skulle handles. I dag ønsker han blot at være anonym. Foto: Ernst van Norde
Medaljerne og emblemerne er et vidnesbyrde om et langt liv i tjeneste. Foto: Ernst van Norde
Om aftenen tager Preben medicin og sovepiller. “Jeg skal have sovepiller, ellers kan jeg ikke sove. Det har jeg taget de sidste to år. Hvis jeg stopper, så kan jeg godt mærke det,” siger han. En nat glemte han at tage dem og mærkede straks forskellen – kroppen vænnede sig hurtigt til dem.
Trætheden over systemet er tydelig. Økonomisk har han, hvad han skal bruge, og derfor er han i tvivl om, hvorvidt han vil have sin sag genbehandlet. Det, han mangler, er ro. “Som jeg har det lige nu, så gider jeg ikke prøve mere,” siger han stille. “Jeg vil bare gerne videre med mit liv. Jeg har svært nok ved bare at få dagene til at hænge sammen.”
Hverdagen og håbet
Hverdagen følger et stille mønster. Han står op, går sine lange ture og forsøger at holde fast i rutinerne, for det giver ham ro. Det hjælper at komme ud og bevæge sig, væk fra tankerne og væk fra alt det, der minder ham om, hvad han ikke længere kan. “Jeg går omkring ti kilometer om dagen,” fortæller han. “Så får jeg lidt ro i hovedet.”
Når han kommer hjem, er huset stille. Ensomheden fylder. Han var en, alle kendte. En af dem, der stod forrest, når det gjaldt. “Jeg var altid med forrest,” fortæller han. “Hver gang der var en ny mission, ringede de til mig.”
Han hedder ikke Preben og vil ikke have sin identitet frem.
“Jeg kender mange i Forsvaret,” siger han. “Jeg føler mig flov. Jeg vil ikke have, at folk ser mig sådan.”
Forsvaret var hans liv.
“Jeg savner det. Jeg savner at komme på arbejde igen.”
Preben har altid været loyal over for Forsvaret og de beslutninger, der er blevet truffet. Han har gjort sin pligt og passet sit arbejde – også når det har haft en pris. Men da han havde brug for hjælp, svigtede systemet. Preben er blevet syg af at passe sit arbejde, men han fik ikke sin PTSD anerkendt som arbejdsskade. Nu kan det blive rettet. Der er håb. Han har talt med sin sagsbehandler i HKKF. Nu er de nye regler på vej. “Det kan vi jo se til næste år, hvordan det bliver,” siger han.
Nye regler giver håb til veteraner
Den kommende lov om omvendt bevisbyrde er resultatet af flere års pres fra HKKF og veteranorganisationer, der har kæmpet for anerkendelse af PTSD-skader efter udsendelse.
Hvis en speciallæge har stillet diagnosen PTSD, og soldaten har været udsendt, skal sagen som udgangspunkt anerkendes. Det er kernen i den nye lov, som HKKF’s arbejdsskadekonsulent, Vibeke Greve Kristensen, forventer vil få stor betydning.
Loven gælder fremtidige sager såvel som tidligere sager – det vil sige at veteraner, der tidligere har fået afvist deres arbejdsskadesag, vil kunne få den genoptaget.
”Det bliver hovedreglen, og det vil ændre rigtig meget for de veteraner med PTSD, der tidligere har fået afslag,” siger hun. ”Der ligger omkring 600 afviste sager, så det handler om mange mennesker, der har tjent landet.”
Ifølge Forsvarsministeriet forventes lovforslaget at blive fremsat og vedtaget i første kvartal 2026. Det er dog endnu uvist, om sagerne også bliver genoptaget allerede derefter – og hvem der tager initiativet til processen enten veteranerne selv eller Forsvarsministeriet.
”Men myndighederne er klar over, at det skal gøres så skånsomt som muligt,” siger hun. ”Tanken er, at man som udgangspunkt kan bruge de papirer, der allerede ligger i sagen – myndighederne forventes selv at hente de dokumenter, de skal bruge.”
Hun opfordrer veteraner til at følge med på HKKF’s og Forsvarsministeriets hjemmesider, hvor der kommer information, når processen går i gang. Hun vurderer, at mange sager kan ende med anerkendelse, og at det vil blive en lettelse for dem, der har ventet længe.
Prebens sag er et eksempel på, hvorfor loven bliver ændret. ”Han har været udsendt tolv gange og gjort alt for at passe sit arbejde. Men fordi han altid sagde, at han havde det godt, var der ikke den tidsmæssige sammenhæng, som systemet dengang krævede. Det skal ikke ligge ham til last,” siger hun. Hun vurderer, at hans sag vil kunne blive anerkendt, når de nye regler træder i kraft.
"Preben" går lange ture hver dag. Det er blevet hans fristed. Foto: Ernst Van Norde
