Det føles som at komme hjem igen

"Det er sådan en dag, der sætter sig i hjertet.”

Lars Wolff er veteran, tidligere korporal. Han har kæmpet for Danmark i verdens brændpunkter – og kæmpet med mørket, efter han kom hjem. Men én dag om året føles det, som om nogen ser ham. Veteran Match er langt mere end en kamp – det er et livtag med smerten og et fællesskab, han troede var tabt.

Veteran Match hylder Danmarks tidligere udsendte med topsport, fællesskab og anerkendelse.

Fra 25. september til 6. oktober afvikles Veteran Match over hele landet. 45 hyldestkampe i fodboldens Superliga og 1. division, håndboldligaen og Ligaen i ishockey er en tak til Danmarks over 40.000 veteraner.

Arrangementet er skabt i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, klubberne, kommunerne og en række veteranaktører – herunder Forsvaret og Veterancentret. Deltagelsen er gratis for veteraner og deres pårørende.

Sidste år var Lars med på Monjasa Park i Fredericia. Det blev en dag, han sent glemmer:

”Min søn og jeg fik lov at gå med fanen sammen med to andre veteraner og nogle fra kommunen. Vi blev inviteret op på Carlsberg Tribunen, hvor der var mad og hygge. FC Fredericia steppede op og tog sig tid til os. Det er sådan en dag, der sætter sig i hjertet, fordi det betyder noget, at sportsverdenen anerkender det, vi har gjort.”

Tre generationer og en ekstra trøje

Året før var han med til Veteran Match på Brøndby Stadion sammen med sin søn og sin far. Det betød noget særligt for Lars at stå der med dem, for familien har båret ham gennem nogle af de mørkeste tider i hans liv. Især hans kone, Janni, og sønnen, Tristan, har været et fast holdepunkt – en påmindelse om, at der stadig er noget værdifuldt at kæmpe for.

Men selv på en dag med fodbold og tre generationer samlet, var tankerne også hos dem, der ikke kom hjem i live. For Lars var de faktisk fire til Veteran Match:

”Jeg havde også Mads med. Han blev dræbt i Afghanistan på Hold 9. Jeg har aldrig mødt ham, men hans mor og far gav mig en løbetrøje med hans navn og logo på, da jeg rundede mit halvmaraton nummer 100. Den har jeg på, hver gang jeg løber. Han er med mig i hjertet.”

Lars mødte Mads’ forældre i forbindelse med et mindeløb, hvor de faldt i snak. Forældrene blev rørt over Lars’ måde at ære Mads på, og siden har de haft en særlig relation. De har besøgt hinanden, og Mads’ forældre er ofte med, når Lars løber sine halvmaraton rundt om i landet.

”Hans mor sagde på et tidspunkt til mine forældre: ’Vi bliver nødt til at låne Lars lidt. Vi mangler vores søn.’ Det siger alt.”

I Lars’ have står et lille mindested med et M for Mads. Her sætter Lars lys og blomster på flagdagen. Han har også dedikeret en side på nettet til at ære Mads og bære hans minde videre – et løfte, han holder med hvert skridt, han tager.

Lars iført Mads løbetrøje.

Et liv med smerte

Lars har været udsendt med DANCON/Irak Hold 2 i Camp Eden i 2003-2004 og senere med ISAF Hold 8 i Kabul, Afghanistan i 2005-2006. Fire år senere knækker han. På det tidspunkt arbejder Lars stadig på kasernen i Fredericia og forsøger at holde fast, men han begynder at miste grebet om hverdagen.

Han forsøger efterfølgende at starte forfra gennem Forsvarets ordning for civil uddannelse (CU) og begynder på pædagoguddannelsen i Jelling. Drømmen er at arbejde som socialpædagog og bruge sin idrætsbaggrund til at hjælpe unge kriminelle videre i livet. Men efter et år bryder alt sammen. Han mister kontrollen, går i sort og smadrer sin lejlighed uden at kunne huske det bagefter. Han står midt i resterne af sin smadrede lejlighed og ved ikke, hvordan han er kommet dertil. Han husker det ikke. Kroppen har taget over, og hovedet har koblet fra.

Det er her, han får kontakt til Yvonne Tønnesen der, på daværende tidspunkt, sad i HKKF’s Livlinen. Yvonne kører direkte til Fredericia for at hjælpe. Hun bliver afgørende for, at Lars får sat ord på det, han kæmper med og får stoppet op. Hun får ham ud af uddannelsen, før han bryder helt sammen. Senere bliver hun en støtte i arbejdet med at søge førtidspension – og en af dem, der hjælper Lars videre første gang, han er ved at opgive helt.

”Jeg prøvede at tage mit eget liv. Jeg stod ude på Lillebæltsbroen og ville springe. Men jeg gled på gelænderet og faldt baglæns ned på cykelstien. Det blev min chance for at begynde forfra.”

Med hjælp fra fagpersoner, løbeture, sin familie og det lokale veteranmiljø rejste han sig igen. Han begyndte at løbe maraton, fik samvær med sin søn og engagerede sig i Fredericia Unikke Idrætsforening for psykisk sårbare. I dag er han frivillig padelinstruktør i Fredericia Idrætscenter. Derudover arbejder han i et skånejob hver fredag for en kammerat, han har været udsendt sammen med, der har et klargøringsfirma. Her kører Lars biler og nyder at være en del af et lille fællesskab igen.

”Det er superdejligt at komme ud og give lidt tilbage til samfundet – med det, jeg nu kan.”

Han har løbet næsten 180 halvmaraton og bruger idrætten som en fast støtte i hverdagen.

”Idrætten kan bare noget for et skadet sind. Jeg havde aldrig klaret det uden min kone Janni. Hun ser ikke PTSD’en – hun ser mig.”

Veteran Match betyder noget

I dag får Lars blandt andet kropsterapi via Veterancentret og NADA-behandling hjemme, som hans kone Janni giver ham. Han har lært at lytte til sin krop, sige nej og trække sig, når han mærker, at uroen tager over.

“Førhen sagde jeg bare ja til alt – og så knækkede det. Nu ved jeg, hvornår jeg skal stoppe.”

Han har stadig dårlige dage, men de gode fylder mere og mere. Det er ikke én stor sejr – men mange små, hver uge. Og nogle af dem begynder på stadion, blandt andre veteraner, der forstår, hvad det handler om.

”Bare dét at vi får det veteranmiljø. Det er som at komme hjem igen.”

Derfor håber Lars, at endnu flere vil tage imod tilbuddet i år.

De 46 gange Veteran Match er gratis for både veteraner og deres pårørende. For Lars er det en dag, der minder ham om, at han ikke er alene – og at det nytter at dukke op, selv hvis man har det svært. Arrangementet er en mulighed for at være sammen med andre, der forstår, hvad det vil sige at have været udsendt – og hvad det kræver at vende hjem igen.