Nyheder

Ja til OK26 og ja til bedre vilkår

Det blev et JA til den samlede overenskomstpakken herunder faglært løn, anciennitetstillæg og bedre pension, for 95,7 % af de medlemmer, der afgav stemme, stemte ja til OK26– det betyder at du får lønstigning med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2026.

Et klart ja fra medlemmerne

Urafstemningen om OK26 er slut. 95,7 % af de medlemmer, der afgav stemme, stemte ja til CFU- overenskomsten samt HKKF’s overenskomst med PKOM, og I har dermed stemt ja til konkrete forbedringer i både løn og pension – og en overenskomst som i højere grad anerkender jeres faglighed og erfaring.

For mange betyder det, at lønnen stiger med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2026. For andre venter der flere forbedringer i resten af overenskomstperioden.

”Jeg er meget stolt over resultatet,” fortæller Tom Block, forbundsformand. ”At så mange har stemt – især når man tager i betragtning, at mange har været afsted på Brave Lion i det meste af stemmeperioden – viser, at vi har ramt rigtigt. De prioriteringer, vi har lavet, har I været enige i: at I skal respekteres og anerkendes for jeres fag og faglighed.”

Hvilke forbedringer får du med OK26? Få overblikket her

Faglært løn, anciennitet og bedre pension

OK26 indeholder forbedringer, som HKKF har arbejdet målrettet for i lang tid. Især den faglærte løn har været en kæmpe sejr.

”Faglært løn viser, at det tager tid at få de rigtige ting igennem,” siger Tom Block.” Det har taget lang tid at få Forsvaret til at indse, at I også skal anerkendes og respekteres for det, I kan, og det I gør – men vi er lykkedes. Nu har vi et fundament på plads for jeres anerkendelse, som vi kun kan bygge ovenpå.”

Bekymringen om lønløft blev gjort til skamme

HKKF og PKOM fik 77,9 millioner kroner ekstra at forhandle om til lønløft. Flere medlemmer reagerede forud for forhandlingerne på, at hvis pengene blev fordelt ligeligt, ville det kun give omkring 1.000 kr. ekstra pr. soldat om måneden. Den bekymring er blevet gjort til skamme.

”Mange blev frustrerede over, at vi ikke var mere synlige i mediebilledet og råbte højere om, at puljen var for lille, mens vi forhandlede” fortæller Tom Block. ”Men vi valgte helt bevidst at bruge vores energi i forhandlingsrummet frem for i medierne. Vi ved, at det virker bedre at være faglige dér, hvor aftalerne bliver lavet – og vi må bare konstatere, at strategien lykkedes. Alle medlemmer får mere end 1.000 kr. ekstra om måneden.”

Se din lønstigning fra 1. april og i hele overenskomstperioden her.

Når tallene bliver til virkelighed

Tom Block har rejst landet rundt til OK26 møder på kasserne, hvor han fortæller om resultaterne – og har stadig et par i kalenderen. Flere steder er HKKF blevet klappet ud, og Tom fortæller om et enkelt medlem, der gjorde indtryk: ”Han havde kort forinden været i banken med sin kone og fået nej til at låne, fordi hans rådighedsbeløb var for lavt. Nu får han et løft i løn og pension på 6000 kr, og han fortalte, at nu skulle han da tilbage og snakke med banken. Det er jo enormt fedt at mærke den konkrete betydning at det, vi har kæmpet for i forhandlingerne.”

Et fundament for anerkendelse – men arbejdet er ikke slut

”Jeg er stolt af resultatet. Det her er fundamentet for, at vi er på vej mod en større anerkendelse af jeres fag og faglighed,” fortæller Tom Block. ”Men selvom overenskomsten er rigtig god, er vores arbejde ikke færdigt. Vi kommer til at have fokus på også at løfte vores soldater med svendebreve. Og så kommer vi til at bruge mere tid på at klæde vores tillidsrepræsentanter bedre på til de lokale forhandlinger.”

Siden er sidst opdateret: 4.05.26 kl. 12.49

Andre nyheder