
Før udsendelsen:
Du og din partner står ofte i to meget forskellige roller, inden du skal udsendes.
Oplevelsen for dig, der skal udsendes:
Som soldat fordyber du dig i at gøre dig klar til udsendelsen og dine opgaver.
Oplevelsen for partneren:
Din partner fokuserer på hverdagen derhjemme og det praktiske ansvar.
Udfordringen for partneren:
Mange partnere oplever, at soldaten tager mentalt afsted, før han eller hun fysisk tager afsted. Det kan føles grænseoverskridende at blive “forladt”, også selvom man godt ved, hvorfor det sker.
Sådan skaber I færre konflikter før udsendelsen:
Det hjælper at afstemme forventninger – både om praktiske ting og om, hvordan I vil være i kontakt. Tal om blandt andet:
- Hvordan I siger farvel og goddag igen
- Hvordan og hvor ofte I skal tale sammen, mens du er væk
- Om I skal tage svære emner op (fx problemer i barnets skole), mens du er udsendt, eller om noget skal vente
- Om det er en god idé ikke at planlægge for meget de første uger efter hjemkomst
Efter udsendelsen:
Mange oplever, at hjemkomsten er en af de sværeste faser. Familien har fungeret uden dig, og nu skal I finde en fælles rytme igen. Udsendelsen har måske været ekstra meningsfuld, og n uer du kommet hjem til dagligdagen, som måske ikke er lige så meningsfuld. I kan gøre hjemkomsten nemmere og roligere ved at afstemme:
- Om det er rart ikke at skulle noget de første 4 weekender, så du kan lande igen
- Hvordan opgavefordelingen derhjemme skal se ud
Om denne artikel:
Artiklen bygger på PREP‑metoden (Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold) og Veterancentrets kursus i samme metode. PREP er et forebyggende værktøj – ikke et krisekursus – og Veterancentret afholder kurser i at bruge metoden. Er du nysgerrig på kurset? Læs mere om kurset her – men vær opmærksom på, at det ikke er et terapikursus og at der er visse krav, du skal opfylde for at kunne deltage.




