Soldaterne Jeppe Daugaard, Christian Andersson og Andreas Værnhøj arbejder til daglig med de nye Piranha V. Foto: Sanne Vils Axelsen.

Piranha 5: Soldaternes største hovedpine er vedligeholdelse og reservedele 

Forsvaret har investeret massivt i de nye pansrede mandskabsvogne Piranha 5. På trods af ”sublime” køreegenskaber har køretøjet nogle fejl og mangler, der i sidste ende forhindrer soldaterne i at udføre deres arbejde. 
04. april 2022

Af Marie Nissen, Fagligt Forsvar 

I en enorm garage på Garderkasernen i Høvelte holder de store pansrede mandskabsvogne på 32 tons. Det er nemt at blive imponeret over Piranha 5. I hvert fald hvis man er civil. Spørger man dem, der bruger køretøjerne, kan historien til dels være en anden. 

Hos Livgarden råder 2. mekaniserede infanterikompagni over 14 Piranha 5, men i øjeblikket må soldaterne af sikkerhedsmæssige grunde kun køre i 10 af dem. Der kan være forskellige grunde til, at køretøjerne holder stille, men fælles for problemerne er, at de i sidste ende kan gå ud over soldaternes sikkerhed og uddannelse. 

Jeppe Daugaard er korporal og vognkommandør på Piranha 5. Han synes, at det overordnet er et godt køretøj, men han fortæller om nogle udfordringer, der er svære at ignorere.  

”Vi snakker rigtig meget i radio, når vi er i bilerne. Radioen er meget kraftig, og der er noget elektromagnetisk interferens fra radioerne, som kan gå ned og forstyrre signalerne i våbensystemet. Jeg prøvede på et tidspunkt, at jeg skulle sende en melding, og da jeg trykkede på radioen, afgav våbnet et skud. Det er mildt sagt ikke særlig godt,” siger Jeppe Daugaard, der har været i kompagniet i fem år. 

Hans kollega overkonstabel Christian Andersson har også oplevet, at der fejlagtigt er blevet afgivet skud. Han fortæller, at de har kørt nogle test i kompagniet, hvor de har forsøgt at fremprovokere fejlen igen, men det har de ikke kunne.

”Det er svært at sige, at det er på grund af det, når vi ikke kan fremprovokere fejlen. Men vi stoler på de mennesker, vi har siddende bag våbensystemerne, og de siger, at de ikke har rørt kontroltasterne, når det er sket,” siger Christian Andersson, der er tidligere vognkommandør på Piranha 3.

Jeppe Daugaard forklarer, at fejlen skyldes noget meget teknisk, som soldaterne ikke selv kan løse. 
De er dog enige om, at det blot er et spørgsmål om tid, før det går galt. 

Mangler mekanikere og reservedele 

Selvom det kan lyde voldsomt, at der til tider opstår fejl i våbensystemerne, så handler soldaternes største udfordring med Piranha 5 om vedligeholdelse og reservedele. Soldaterne nævner blandt andet problemer med bremserne, som angiveligt også var et problem i Piranha 3. 

”Jeg havde en episode i 3'eren, hvor jeg personligt kørte galt, fordi vi kunne ikke bremse. Vi bremsede ved at køre ind i Piranhaen, der holdt foran os. Det var ikke supergodt, men heldigvis var der ingen, der kom til skade,” siger Jeppe Daugaard. 

Det er blandt andet på baggrund af den slags børnesygdomme, at køretøjer holder stille hos kompagniet. For en ting er, at bildele går i stykker, men noget andet er, at der ikke er mekanikere nok, som må skrue på køretøjerne. Da der er garanti på køretøjerne, skal det nemlig være mekanikere, der har været på kursus, som må reparere bilerne. På Piranha 3 måtte soldaterne lave stort set alt selv. 

”Derfor sker der ikke noget ved køretøjerne, ud over at de bliver parkeret i dét, vi i daglig tale kalder “dødens hal” ude ved Sandholmlejren. Der står de bare, indtil der er personel, der må skrue på dem,” siger Jeppe Daugaard, der bliver suppleret af Andreas Værnhøj, der ligeledes er vognkommandør. 

”En ting er mangel på mekanikere, men vi hører også, at der mangler reservedele. Delene kan enten ikke bestilles, eller også er der lang leveringstid på dem,” siger Andreas Værnhøj, der har været i Livgarden i fire år. Han har arbejdet på Piranha 5 i et års tid. 

Ifølge Christian Andersson kan de rykke en deling ad gangen, når bilerne kører, men det kræver, at alle ligger fuldstændig vandret. Det er ikke holdbart, mener de. 

Hvordan påvirker de problemer jeres arbejde?

”Nogle gange kommer vi ud for, at vi ikke kan udføre det, som er Andreas' og mit job – at være vognkommandør – fordi vi ikke har en bil. Der har været rigtig mange dage det seneste år, hvor vi er mødt på arbejde, og der ikke har været noget at lave. Det bliver man træt af, fordi der i forvejen ikke er særlig mange frynsegoder ved det her job,” siger Jeppe Daugaard og fortsætter:

”Vi er her, fordi vi synes, at det er fedt at male os grønne i hovedet og tage ud og råbe ad hinanden, men det kan vi ikke få lov til. Det lægger en dæmper på vores arbejde og uddannelse. Man kan ikke blive uddannet på et køretøj, hvis man ikke kan få køretøjet med ud i skoven”. 

Stor blind vinkel

Den største grund til, at køretøjerne går i stykker, er ifølge Christian Andersson, at de ikke har et køretøjskamerasystem. Det er især et problem, fordi køretøjerne er så høje. Det har givet anledning til en del skader, når de bakker med køretøjerne, men det kan også være potentielt farligt for soldaterne. 

”På den gamle Piranha stod vognkommandøren omme bag i, men nu står vognkommandøren i midten i tre meters højde. Derfra skal han kunne se bagud og ned. Jeg ville personlig have dødsangst for at skulle køre den bil, men jeg er heldigvis ikke omskolet til den. Køreren kan jo ingenting se, men med et køretøjskamerasystem vil han selv kunne sidde og se, hvor han kører,” siger Christian Andersson og fortsætter:

”Vi har lavet nogle mockups med rød markeringsstrimmel for at se, hvad kommandøren kan se og ikke kan. Han har en kæmpe dødzone, hvor han intet kan se,” siger Christian Andersson. 

”Det er nærmest en radius på 10-15 meter rundt om køretøjet, hvor vognkommandøren ikke kan se, hvis der står folk,” uddyber Jeppe Daugaard. 

Hvad gør man i sådan en situation?

”Jamen for at være helt ærlig, så må man kravle halvt op på bilen og stå og kigge rundt for at se, om der er nogen, og så må man satse på, at det er der ikke. Når vi er ude i skoven og kører i mørke, så har alle på jorden IR knæklys siddende i hjelmen, så man kan se dem med natbriller, men man skal holde tungen lige i munden,” siger Jeppe Daugaard. 

Generelt er Jeppe Daugaard ikke glad for vognkommandørens placering, da han står lige ved siden af våbnet. I nogle situationer kan de være nødt til at flytte hele bilen, hvis de skal kunne skyde, fordi han ender med at stå i vejen for våbnet. I Piranha 3, hvor kommandøren stod bagerst, der havde skytten næsten 180 graders skudvinkel. På den måde var forgængeren indrettet bedre kampmæssigt. 

Lille bevæbning

Det var tilbage i 2015, at forsvarsforligskredsen besluttede at indkøbe 309 nye pansrede mandskabsvogne til Forsvaret. Valget faldt på Piranha 5 fra schweiziske Mowag til en samlet pris på 4,5 milliarder kroner. De nye køretøjer skulle erstatte både den pansrede mandskabsvogn M113 samt Piranha 3. 

”Der er tale om en historisk stor investering i moderne materiel til vores hær, og et konkret udtryk for, at vi sætter handling bag ordene, når vi taler om behovet for et moderne og effektivt forsvar,” sagde daværende forsvarsminister Peter Christensen (V). 

I 2019 fik Hæren officielt overdraget de første Piranha 5 ved en ceremoni, der foregik ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Efterhånden blev køretøjerne rullet ud til de andre regimenter inklusiv Den Kongelige Livgarde. 

Hos Jeppe Daugaard og kollegaerne bruger de deres Piranhaer både som transportmiddel til at flytte infanterister rundt, og samtidig er der bevæbning på, så de også kan indsætte køretøjerne aktivt i kamp. I kampsituationer kan der dog opstå problemer, fordi Piranha 5 er så stor, som den er. 

”Vi er efterhånden på størrelse med en kampvogn, men set fra køretøjernes vinkel har vi det mindste våben. Vi er rigtig store, vi er rigtig nemme at se, og vi er relativt nemme at slå ihjel. Vi har altså kun et 12,7 millimeter maskingevær på toppen. Det er ikke særlig meget på en moderne kampplads,” siger han. 

Det giver Christian Andersson ham ret i. 

”Lige nu har vi et stort køretøj, som ikke kan slås mod noget. Jo, vi kan slås mod infanteri, som er os selv, men i store træk kan vi ikke slås mod køretøjer. I sådan en situation bliver vi nødt til at trække os med vores køretøj,” siger han.  

Soldaterne nævner, at det nye panserværnsmissilsystem, der er på vej til Hæren, vil hjælpe en del. I marts sidste år annoncerede FMI, at de påbegynder anskaffelsen af systemet SPIKE LR 2 fra Eurospike. Planen er, at det blandt andet skal kunne monteres på Piranha 5. 

Med panserværnsmissilsystemet vil soldaterne kunne bekæmpe middel- og tungt pansrede køretøjer. Hvornår de kan forvente systemet, ved de ikke, så indtil videre må de nøjes. 

”Vi har en effektiv skudafstand på cirka halvanden kilometer, og det er ret kort på den moderne kampplads. Hvis vi så er to kilometer væk, og vi finder ud af, at modstanderen er et IKK-kompagni, så er vi glade for, at vi har fået et bakgear nummer to,” siger Jeppe Daugaard.

Sikkerhed kommer først 

Hos HKKF er nogle af problemerne ikke fremmed for forbundsformand Tom Block.  

”At der ikke er personel eller reservedele nok viser bare, hvor udfordret Forsvaret er på driften. Politikerne skal indse, at det koster mere at drive Forsvaret, end de er villige til at betale. Det er ligegyldigt at have materiel, hvis der ikke er folk til at reparere det. Vi ser gerne, at man får gjort noget ved problemet nu, men det mest realistiske er, at vi kommer til at diskutere det til det kommende forlig,” siger Tom Block. 

I forhold til bevæbningen på køretøjet pointerer han, at med beslutningen om at indkøbe Piranha 5 har Forsvaret vurderet, at den vil kunne dække de operative behov. Det er en militærfaglig vurdering, og man må gå ud fra, at de ved, hvad de køber. 

Hvis man undervejs konstaterer, at eksempelvis bevæbningen ikke dækker, så må man indtænke en løsning. Det gælder især alt, der har med soldaternes sikkerhed at gøre, siger han og hentyder til det manglende køretøjskamerasystem. 

”Man skal sørge for, at der er det nødvendige udstyr, så det kan fungere optimalt på kamppladsen. Vi accepterer ikke, at sikkerheden ikke er i orden. Der går vi ikke på kompromis,” siger forbundsformanden. 

Det ér et godt køretøj 

På trods af alt er soldaterne dog enige om, at køreegenskaberne på 5’eren er ”helt sublim”.  

”Helt overordnet er 5’eren bedre. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Dækkene er større og bedre, den kan hæve og sænke hele karosseriet, så man eksempelvis ikke slæber bugen hen ad jorden. Den kan bakke med mere end 14 kilometer i timen, hvilket er meget godt, hvis vi skal stikke af,” siger Jeppe Daugaard. 

De peger også på, at køretøjet er bedre beskyttet mod miner, og indvendig er der en støtte til fødderne, så soldaterne er beskyttet mod trykskader nedefra. Generelt har sæderne meget bedre komfort med nakkestøtte og en mere sikker sele. 

”Ja, generelt er bilen virkelig god. Nu har vi den, og så skal vi få det til at virke. Med utilfredsheden prøver vi bare at fremtidssikre det næste køb, hvor man måske skal genoverveje både indkøbs- og indfasningsprocessen,” siger Christian Andersson og fortsætter: 

”I min verden skulle vi bare have haft 3'erne i to år mere. De var ved at være lidt trætte efterhånden, men vi kunne nok godt have klemt de år ud af dem. Man kunne bare have sagt, at det vil tage lidt længere tid at indfase Piranha 5, men så får man hele pakken på en gang”. 

Fagligt Forsvar har forsøgt at få et interview med Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse i forhold til udfordringerne, men de har ingen kommentarer.