Portræt: Catleen elsker det særlige fællesskab i den nye mobiliseringsværnepligt

Catleen Bonderup griner højlydt, da hun fortæller om sin første felttur, hvor hun skulle grave en nærsikringspost oven på en kæmpe klump ler. At grave et to meter dybt hul i ler vil de fleste nok ikke elske, men hun nød hvert et sekund. Hun beskriver det som en af de bedste oplevelser, hun har haft med sin deling – og kan ikke lade være med at smile.

Catleen Bonderup er 21 år gammel og kommer fra Aalborg. Hun har altid været lidt af en drengepige, der hellere ville spille fodbold i frikvartererne frem for at sidde i klassen og høre på fnidder.
Hun har siden barnsben vidst, at hun skulle tage en værnepligtsuddannelse – og hun landede i den nye mobiliseringsværnepligt, hvor hendes hverdag fra august måned 2021 og otte måneder frem består af lange og hårde ture i felten, en masse pudsearbejde af støvler og råbende sergenter hos Gardehusarregimentet i Slagelse.

> Læs også: Konstabler bliver faglærte 

Den nye mobiliseringsværnepligt

”Er du klar til at blive kampsoldat?”. Det var teksten, som Catleen Bonderup blev mødt af, da hun på Forsvarets hjemmeside klikkede sig ind for at læse om mobiliseringsværnepligten. Hun syntes, det lød hårdt og lidt skræmmende at blive uddannet som kampsoldat. Det var først mening, at hun ville ind på værnepligtsuddannelsen, men der var ingen pladser. Det var dog held i uheld, at hun landede i mobiliseringsværnepligten, for den har et særligt fokus på det aspekt, som hun elsker – nemlig, hvordan man arbejder sammen i fællesskab.

”Det, der er anderledes fra HBU’en er, at vi får en masse konstabelviden. I HBU fokuserer man meget på at danne en god soldat og enkelmandsfærdigheder. MBU’en går videre ud over det og fokuserer på, hvordan man arbejder i rammen af delingen,” siger Catleen Bonderup.

Ud over de ekstra færdigheder, man får sig, er der også andre aspekter og muligheder ved den nye værnepligtuddannelse, som hun finder tiltalende.

”I MBU’en skriver man en fem-års-kontrakt med Hæren, hvis behovet skulle opstå, og man bliver kaldt ind. Hvis det sker, skal man gennemføre de sidste måneder af konstabeluddannelsen, som vi mangler, så man er helt klar til at gå i kamp. Det er en vildt fed ting at få med,” siger Catleen Bonderup.

Fremtidsplaner

Efter værnepligten havde Catleen Bonderup en drøm om at komme i politiet – en drøm, der hurtigt blev lavet om på. Efter nogle måneder i trøjen har hun nemlig ikke lyst til at forlade Forsvaret. Hun er ikke blevet skræmt væk af det hårde miljø – men har derimod fået mere blod på tanden til at fortsætte. Hun kan ikke få nok af det unikke fællesskab, som Forsvaret byder på.

”Det er en oplevelse for livet. Dét at stå med lort til halsen og føle, at man ikke kommer nogle steder, men alle kæmper alligevel videre – det er bare et virkelig unikt fællesskab. Det giver en kampgejst, som gør, at jeg kan kæmpe mig igennem hårde dage,” siger Catleen Bonderup og tilføjer:

”Havde jeg ikke haft fællesskabet, havde jeg heller ikke været herinde – for så havde der heller ikke været den energi, som man får fra de andre.”     

> Læs også: En servicehund har halveret Ricos medicinforbrug

At være kvinde i Forsvaret

De seneste år er antallet af kvinder, som har meldt sig som værnepligtige, steget markant, og det forventes at fortsætte sådan, mener flere eksperter.
I august 2021 var en fjerdedel af de nystartede værnepligtige, kvinder. Men hvordan kan det være, at flere kvinder melder sig som værnepligtige?

”For 10 år siden var der sikkert lige så mange kvinder, som syntes, at Forsvaret var fedt. Det var bare ikke lige så accepteret og normalt at turde melde sig, som det er i dag,” siger Catleen Bonderup. Det er hendes bud på den nye tendens.

Hun mener, at Forsvaret også er blevet bedre til at kommunikere, at kvinder også har en plads i Forsvaret, og at man gerne vil have flere kvinder ind. Det medvirker ifølge Catleen Bonderup til, at flere kvinder tør springe ud i det. Men det er ikke kun Forsvarets måde at kommunikere på, der gør en forskel, hvis man skal tro den unge kvinde.

”Der er sket et skift i, hvordan man ser på kvinder i samfundet – vi skal ikke længere bare se fine ud og være tynde. Vi kan også godt lide at rulle os i mudder. Den seje kvinde er blevet noget, som man ser op til, og det har meget at sige,” afslutter Catleen Bonderup.